Fantastisk hvid hud

Bussen var fyldt i dag da jeg skulle hjemad fra arbejde. Jeg gik hen til døren i god tid da jeg skulle af, for at være sikker på at nå af. På et sæde i nærheden sidder en midaldrende dame med sin teenager søn ved siden af sig. Jeg tror i hvert fald det var hendes søn. Meget besværet strækker hun sig ud og rør/aer ved min arm, meget mærkeligt. Drengen ved siden af hende vender øjne af hende og sige noget til hende. Han lignede en der var ret flovt over hende. Hun kigger meget på mig, og smiler til mig og prøve igen at nå mig, men denne gang kan hun ikke. Drengen fortæller mig på engelsk, at hun synes, min hud er meget flot. Mærkelig fornemmelse at hun ville røre ved min hud, fordi jeg ser anderledes ud. Hud er vel hud. Hehe.
Her i Vietnam kan man få en masse creme som gør ens hudfarve lysere, nogle går med paraply når solen skinner og er meget fascineret af vores hudfarve. Det virker som om man altid vil have det man ikke har. I Danmark er det jo lige omvendt vi kan købe bruncreme, går i solarium og vil helst gerne være brune. Sådan er virkeligheden nok bare, man beundre det man ikke selv har.