Flinke vietnamesere

Jeg har mødt sådan en sød vietnamesisk mand. Jeg synes ellers ikke at vietnameserne har været så søde ved os, som jeg havde regnet med hjemmefra. De glor, bare mærkeligt på os, og spørger vi om noget forstår de ingenting. Men den gamle mand, jeg mødte en regnfuld fredag, var bare så sød. Jeg var lige stået af bussen på vej på arbejde, og det regnede. Så kom han hen og sagde: ”Sao Mai”. Og jeg svarede, at det var der jeg skulle hen. Han gav mig sin paraply og forklarede mig på sit bedste kropssprog, at han havde sin hat så han behøvede ikke sin paraply. Så fulgtes vi hele vejen, han arbejde lige ved siden af Sao Mai. Han spurgte om alt på vietnamesisk og jeg svarede bare på engelsk. Jeg ved ikke om jeg svarede rigtig eller han forstod det, men jeg prøvede. Vi har fulgtes nogle dage efter også, hvis vi har været med den samme bus. Det var en meget sød gammel mand.
I bussen møder jeg også søde menneske, som gør plads til mig så jeg kan holde fast og sådan, det er dejligt.
Børnene som bor lige overfor os, er også så søde. De råber altid heello efter os og på billedet hjælper de Mie og Mai med at bære deres poser.