Inden hjemrejsen, opg. g

Jeg har nu boet næsten 5 måneder i Hanoi. Min praktik er ved at være slut, jeg har 14 arbejdsdage tilbage. Jeg har været rigtig glad for at arbejde på Sao Mai, men det har også været hårdt nogle gange. I starten var det meget forvirrende, og frustrerende fordi jeg aldrig vidste hvad der skete. Jeg kendte ikke rutinerne og kunne ikke rigtig snakke med nogle. Lærerinderne har for det meste været gode til, at prøve, at svar på mine spørgsmål. Det er blevet meget nemmere at være i klassen efter jeg har lært børnene rigtig godt at kende. Børnene er bare fantastiske alle sammen, jeg er virkelig blevet glad for dem. Jeg vil savne dem meget, når jeg rejser hjem til Danmark igen. Det er bare skønt, når de fortæller lange historier på vietnamesisk. Og når en treårig sidder og gentager ordet ”elefant”(på vietnamesisk) flere gange, for at jeg skal lære at sige det rigtigt.
Lærerinderne har været rigtig søde og gæstfrie, har inviteret mig hjem til dem og givet mig alle mulig slags mad jeg skulle smage (slik, frugt, kage osv.), det har været sjovt. Når man møder folk på trappen, på Sao Mai, er alle glade og smilende, nikker og siger hej, om det er forældre, lærerinder, talepædagogerne eller ungerne.

Mine projekter er blevet modtage med nysgerrighed og lærerinderne har været villige til at prøve forskellige ting, som at nogle børn kunne spise selv og bruge symbolkortene. Men nogle gange kan kulturforskellen være utrolig frustrerende. Nogle gange gør lærerinderne ting, som er stik modsat det jeg tænker er godt for børnene. Man skal tænke meget over, hvordan man formulerer sig, når man skal forklare dem ting, så det ikke bliver misforstået eller opfattet forkert. Det er rigtig svært på engelsk, og jeg kan forstille mig, det kan være meget svært for dem at forstå.
Jeg tænker, også at det må være svært at være lærerinderne. På Sao Mai kommer der rigtig mange frivillige, og alle har forskellige måder at gøre tingene på. Det må være hårdt hele tiden, at få at vide at tingene kan gøres på en ”bedre”/anderledes måde.
Det der har været sværest for mig er spisesituationen. Når de stakkels små børn ikke er sultne, blive maden proppet ned i munde på dem. Når de laver opkast reaktionen (som efter min mening, er et tydeligt tegn på de ikke kan spise mere) får de bare en skefuld mad til. Nogle gange sker det, at de kaster op, ikke en gang dette stopper lærerinderne i at fylde mere mad i børnene. Det er virkeligt svært at se på. Jeg har fortalt dem, at jeg absolut ikke synes om det, og det ikke er sundt for børnene. Jeg tror, det er en virkelig lang proces, hvis det kan ændres. I det mindste har nogle af børnene nu fået lov til selv at spise, og det kan måske være et lille skridt på vejen.
En anden ting, der er rigtig hårdt at være vidne til, er når børnene ikke gør som lærerinderne siger, og de hiver pinden frem for at skræmme børnene. Børnene gør straks som der bliver sagt, når pinden kommer frem. Det er nyt i klassen, så jeg har kun forklarede mine lærerinder at, jeg ikke mener, det er nødvendigt at bruge pinden. Det mener de at det er. Jeg vil prøve at finde nogle andre handlemuligheder og snakke med dem om det, på torsdag, når der kommer en der kan oversætte for mig (det er jeg sikker på er nødvendigt, så der ikke sker misforståelser).

Jeg har fået rigtig meget ud af min praktik i Vietnam. Jeg er absolut ikke så forvent som da jeg tog hjemme fra. Man kan bare ikke få de samme ting som der hjemme, og må nøjes med det de har (sådan føles det i hvert fald i starten). I starten var alt svært, hvad skulle vi dog spise, hvilken retning skulle vi gå i, hvilken shampoo var god, hvor fandt vi salat osv. Nu er det hele lige til. Vi ved lige hvor vi får det, og hvad der er godt. Måske man bare er blevet vant til denne hverdag. For den anden dag tog jeg mig selv i, at blive lidt irriteret over at de ikke havde den shampoo, jeg plejer at bruge i supermarkedet. Det er jo bare så lige meget, jeg kan jo sagtens bruge en anden, det betyder jo ingenting. For 5 måneder siden, viste jeg ikke hvad der var shampoo og balsam, hvad der var med whitning og hvad der var uden, så hvad er problemet nu?
Man må også sige, at jeg er blevet mindre kræsen. Maden er jo bare anderledes og det havde jeg selvfølgelig også forventet. Men aldrig i livet havde jeg forstille mig, at jeg skulle begynde at synes om kål, ost og soja sovs. Og aldrig havde jeg troet, jeg skulle smage sushi og bryde mig om det.

Jeg synes, jeg har klaret mange ting her i Vietnam alene. I starten følte jeg mig meget alene, fordi jeg var den eneste (fra mit hus) der arbejdede på Sao Mai. Jeg skulle finde ud af en masse ting selv, hvordan jeg kunne tage bussen, hvor det lå, få tiden til at gå i pausen (på 2 timer), tackle situationerne selv, uden at have de andre at snakke med om det. De andre havde jo hinanden og Thuy kan Vietnamesisk, så hun havde jo ikke de samme problemer, sådan føltes det i hvert fald. Det var hårdt synes jeg, men jeg synes, også jeg har lært meget af det. Jeg har klaret situationer selv, som jeg ikke ville have gjort, hvis jeg havde haft de andre. Så havde jeg sikkert holdt mig i baggrunden og ladet dem klare ærterne. Jeg det har uden tvivl været sundt for mig, selv om det ikke var rart i starten.
På et tidspunkt følte jeg næsten, at jeg kunne klare alt her i verden. Det var lige indtil der kom en stor edderkop på Mais værelse. Den kunne jeg ikke klare, og det kunne de andre heller ikke. Vi måtte finde en redningsmand på vejen, så kunne hjælpe os.

Jeg har fået rigtig meget ud af turen til Vietnam, og jeg ville ikke bytte det væk for noget i verden. Men det har også været rigtig hårdt nogle gange, og jeg glæder mig så meget til at komme hjem. Jeg kan næsten ikke rumme flere indtryk nu, og jeg savner min familie og veninder. Så jeg tæller næsten dagene nu. Jeg er sikker på den sidste tid bliver lang, fordi jeg ved jeg snart skal hjem. 6 måneder er meget lang tid, og jeg er sikker på, jeg aldrig rejser væk så lang tid igen, men det har bestemt været lærerigt, spændende og udfordrende. Det skal ikke lyde som om jeg har fortrudt, for det har jeg ikke, og jeg vil anbefale alle der har muligheden for at gøre det samme.