2. og sidste rejsebrev

Næsten 5 måneder er gået, i det der føltes som en forfærdelig uoverskuelig verden, da jeg først ankom. Det har ikke været forfærdeligt, men det har til tider været uoverskueligt.

Pho Ho Giam, vejen hvor vi bor, var lille og uhyggelig. Huset var stort, tom og koldt. Nu føltes det som vores hjem, og jeg glæder mig til at komme tilbage, når vi har været væk. Vi har sat vores eget præg i huset, har hængt forskellige ting op på væggene, det hjalp en del. Naboerne er søde, især børnene, som råber ”Heello” så snart de ser os. Famse, den gamle dame, som bor lige over for os, er også blødt op. Hun siger også, hello til os, eller smiler/griner. Hun elsker at få vores skrald, så det får hun hver gang. Når hun har fået det, går hun ind og åbner posen og sortere, hvad hun kan bruge, og hvad der bare skal ud.
En af naboerne spiller meget høj musik nogle gange. Det er faktisk til at blive idiot af, for det er på alle mulige tidspunkter af døgnet, uden at tage hensyn til andre. Ellers er Pho Ho Giam nu alle tiders hjem.

Hanoi kan føles stressende, larmende og forvirrende. Men når man vænner sig til det, er det slet ikke så slemt som det lyder. Trafikken, som jeg har skrevet før, er kaotisk, og man kan slet ikke forstå det, før man er her. Det er det første man møder og den første overvindelse er at gå over vejen (det var det i hvert fald for mig). Det var skide svært og jeg var dybt koncentreret. Når man så har klaret det, er det en kæmpe lettelse. Og der går ikke ret længe, så vandre man over vejen, som om man ikke har gjort andet hele livet.
Inden ved Hoan Kiem søen er der hele tiden folk der henvender sig til en. ”madame, madame” råber de, ”do you want to buy a book”, ”motorbike madame”, køb frugt, lightere, punge, kig i min butik osv. Osv. Det er rigtig irriterende, især når der er 5 der har spurgt, om man vil købe en bog inden for 10 min. Og det er næsten mere irriterende, når de ikke forstår et nej. Det er faktisk helt dumt, så irriteret jeg kan blive over det. Nogle gange glemmer jeg, helt at se hvad de sælger. Jeg siger bare nej tak. Det er jo lidt dumt, måske de havde noget jeg lige stod og manglede. Og man kommer jo altså også længst med et smil, i stedet for bare at sige nej eller ignorere dem. At ignorere dem, er faktisk rigtig uhøfligt, men noget jeg har været nød til at gøre nogle gange (måske lidt mange gange), fordi jeg var så træt af de spørgsmål hele tiden. Det er også bare frustrerende, fordi jeg ikke føler mig som turist mere, men hvor skulle dog vide det fra. Og det er jo deres måde at tjene penge på, ved at henvende sig til turister.

Jeg vil vove at påstå, at når man er væk fra Danmark så længe, i et så anderledes land, kommer man til at værdsætte den danske kultur, normer og det danske system mere end man gjorde før. Det føler jeg, i hvert fald, at jeg er kommet til. Det er så skønt vi ikke skal betale for uddannelse, for at komme på hospitalet eller til lægen. Det er da fantastisk, så alle har muligheden for det. Man må da også sige, det er meget rart, at der ikke er nogle (i hvert fald langt fra alle), der går og snotter på gaden, og piller næse, når man står og snakker med dem, og den slags ting.
Man kommer også bare til at savne mærkelige ting, som man ikke havde regnet med. Jeg savner kogte kartofler, sovs, at gå en tur på Roskilde gågade, at der er en fast pris på tingene, så man ikke bliver snydt (selvom det er dyrt i Danmark i forhold til her), en sofa, TV savner jeg rigtig meget (men det viste jeg godt jeg ville komme til).

Nåhh, men jeg er altså blevet helt glad for Hanoi og Pho Ho Giam. Til gengæld bliver det også rigtig dejligt at komme hjem til Danmark, veninderne og især familien.