Beslutningen om at tage til Vietnam tog jeg for lang tid siden, hvor jeg synes at det kunne vaere super fedt at rejse ud og opleve verden i et halv aar. Jo mere tiden naermede sig, at jeg skulle af sted jo mere i tvilv blev jeg om, om det her nu var det rigtig at goere. Jeg snakkede sjaeldent om at jeg skulle afsted, og jeg blev irriteret inden i mig selv, naar folk spurgte til det. Jeg udskoed mange forberedelser og overlod alt ting til de andre, der skulle rejse med mig. Jeg gjorde bare de ting, de sagde jeg skulle, og havde faktisk ikke rigtig styr paa nogle ting. De sidste dage inden jeg skulle rejse var maerkelige, jeg gik rundt med en underlig foelelse i maven for paa den ene side glaedede jeg mig, underligt nok havde jeg slet ikke haft den foelses foer. Maaske var det ogsaa fordi 3 dags proeven endelig var overstaet saa jeg havde overskyd til at glaede mig.
Og paa denanden side anede jeg ikke hvad jeg skulle ned til, hvilket var meget underligt.
Dagen kom, hvor vi skulle rejse og den var forfaerdelig. Jeg graed lige fra jeg stod op og kunne naesten ikke stoppe igen. Mor, Michael (min mors kaereste), Mathias (min stoerste lillebror), Sebastian (min mindste lillebror), mormor og morfar var med i lufthavnen. Efter jeg havde tjekket ind, var vi paa cafe, meget stille og roligt (uden taere). Da jeg skulle sige farvel og gaa op af trappen tudede jeg meget, det var overhovedet ikke rart, men af sted det skulle jeg jo. Paa det tidspunkt havde jeg fortrudt saa meget, at jeg for et halvt aar siden synes det kunne vaere skide spaendende at tage til Vietnam.
Den foerste tid i Vietnam var forvirrende og kold. Det hele hernede var forvirrendende i starten, fordi jeg ikke forstod noget og fordi jeg bare proede at foelge med saa godt jeg kunne om saa det var paa arbejdet, trafikken, bylivet osv. Efterhaandensom jeg har laert byen at kende og rutinerne paa Sao Mai at kende, er jeg ogsaa blevet meget gladere for at vaere her. Jeg har overhovedet ikke haft foelsen af, nu vil jeg bare hjem, hernede. Jeg har holdt hovedet hoejt og taenkt at det her skal jeg nok klare selvom det nogle gange har vaeret haardt.
Jeg synes hele tiden jeg har haft noget at se frem til, foerst vores tur til Sapa, saa turen til Halong Bay, saa kom Anders og nu kommer min mor snart. Det er rigtig rart at have saadanne punkter at se frem til.
Inden vi tog af sted fik vi af vide af David at tiden ville gaa rigtig staerkt. Jeg troede ham ikke, jeg var sikker paa at de her 6 maeneder ville blive de laengste i mit liv. Men jeg tog fejl. Tiden er gaaet overraskende staerkt, saa jeg maa give David ret. Jeg har oplevet en hel masse ting som jeg ikke ville vaere foruden. Jeg sidder her nu, og har vaeret her i 3 maeneder, jeg vil ikke bytte det for noget andet og jeg er saa glad for at jeg tog af sted. Jeg vil anbefale alle andre paedagog studerende og alle andre der har muligheden for at rejse at goere det. Man laerer saa mange ting om sig selv, sin egen og andres kultur, vaerdier og normer.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Kære Lotte
Jeg blive så glad når jeg læser dine dejlige indlæg. Som nu dette hvor du skriver om dine kvaler før du skulle af sted. "Jeps" tænker jeg "det er lige Lotte af have det og reagerer sådan" så hurra for din overvindelse og hurra fordi du får lov at udvikle dig så meget personligt og så får du tilmed en masse super oplevelser.
At det var svært at forlade de trygge familierammer kan jeg levende sætte mig ind i, jeg ville også have tudet som om jeg var pisket.
Hvor var du flot da du var stylet, jeg glæder mig til at se din kjole.
Du skriver om den meget hektiske by, men det virker alligevel som om I er ganske trygge ved at bevæge jer rundt?
Sikke en dejlig tur du har haft sammen med Anders og jeg håber også at du nyder dagene med med din mor. Hils hende mange gange.
Her i Danmark er "regntiden " ovre ihvert fald for en tid og vi har det smukkeste sommervejr. Alting er lysegrønt og syrenerne blomstre en hel måned for tidligt. I disse dage er det pinse, og os der ellers er så flinke til at komme tidligt op, sov selvfølgelig for længe lige den morgen, så vi så ikke solen danse.
Tak for din hilsen til min fødselsdag, jeg blev meget glad for at du huskede det.
Den blev holdt af 3 ongange. På selve dage var jeg ude og spise med Carsten, Sune, Carstens mor grete og farmor. Vi var hos Ida Davidsen og spise smørrebrød. Det var superlækkert. Bagefter var vi en tur på langelinie og få en is. Det var den ren viljestyrke at spise den.
Om lørdagen var kollegaer, venner, venners børn og børnebørn, gammel svigerfamilie :-o)og naboer.Vi var 60 til buffet og hygge. De sidste gik kl. 0.30 så det var en dejlig men lang dag.
Lørdagen efter var vi på den igen , men der var vi kun 28. Det var min familie og Carstens familie. Arrangemente var stort set det samme og igen sluttede vi med et lille selskab oppe omkring baren, hvor vi hyggede os med drinks og dans. Flemmings kæreste Ole har danset sportsdans i mange år så han prøvede at lære os at danse Tja- tja -tja. Det var kanonsjovt, og sikke det så ud.
En af mine gaver var en rejse til Paris, så det skal vi til september og det glæder jeg mig helt vildt til.
Nå Lotte, det bliver ikke til mere lige nu. Jeg ved du vil nyde tiden med din mor!!, Hvor længe bliver hun hos dig?
Mange kærlige hilsener fra Lis
Send en kommentar