Tænker om den sidste tid på Sao Mai

Jeg må sige at jeg synes, at de sidste uger på Sao Mai har været meget lange og hårde. Hverdagen her i Vietnam er så langt væk fra det jeg er vant til, og det har været svært at håndtere på det sidste. De gør mange ting, som jeg også har skrevet om før, som jeg ikke synes er for barnets bedste. Jeg har prøvet at snakke, så godt som jeg kunne med lærerinderne om det, og de kender min holdning til tingene. De har svært ved at se andre handlemuligheder, og giver det ikke resultat første gang, virker det som om de opgiver. Her til sidst er det nok bare blevet for meget for mig. Jeg har ikke været så glad for at være i klassen, jeg synes, lærerinder har været sure og skældt ud over ingenting. Det hænger nok også sammen med, at vicedirektøren har været rundt i klasserne og observere, hvordan lærerinderne klare det. Det virker som om, det gør lærerinderne nervøse, og jeg er også sikker på det har en konsekvens hvis de ikke er gode nok. Så jeg kan jo sagtens forstå at de er nervøse, men det er bare så synd, når det går ud over børnene. Tiden mod min sidste dag er gået rigtig langsomt. Nu er der lige ved at være der, det er faktisk i morgen. Jeg ved ikke, om jeg helt har forstået, at jeg aldrig mere skal se de dejlige børn igen. I hvert fald er det en meget underlig følelse. De to sidste dage i klassen har været så rare, lærerinderne har været glade. Og børnene har opført sig ”ordentlig”. Måske lærerindernes humør også hænger sammen med børnenes handlemåde. Det er så rart at få en god afslutning på det hele. Jeg vil savne ungerne rigtig meget, men det er samtidig rart at det er slut, for det betyder at jeg snart skal tilbage til Danmark. Det glæder jeg mig så meget til.