Fantastisk hvid hud

Bussen var fyldt i dag da jeg skulle hjemad fra arbejde. Jeg gik hen til døren i god tid da jeg skulle af, for at være sikker på at nå af. På et sæde i nærheden sidder en midaldrende dame med sin teenager søn ved siden af sig. Jeg tror i hvert fald det var hendes søn. Meget besværet strækker hun sig ud og rør/aer ved min arm, meget mærkeligt. Drengen ved siden af hende vender øjne af hende og sige noget til hende. Han lignede en der var ret flovt over hende. Hun kigger meget på mig, og smiler til mig og prøve igen at nå mig, men denne gang kan hun ikke. Drengen fortæller mig på engelsk, at hun synes, min hud er meget flot. Mærkelig fornemmelse at hun ville røre ved min hud, fordi jeg ser anderledes ud. Hud er vel hud. Hehe.
Her i Vietnam kan man få en masse creme som gør ens hudfarve lysere, nogle går med paraply når solen skinner og er meget fascineret af vores hudfarve. Det virker som om man altid vil have det man ikke har. I Danmark er det jo lige omvendt vi kan købe bruncreme, går i solarium og vil helst gerne være brune. Sådan er virkeligheden nok bare, man beundre det man ikke selv har.

Alt vendt op og ned

Så er jeg tilbage på arbejde igen. Vi skal snart holde workshop, hvor Lars og Thue fra seminariet kommer. Workshoppen går ud på at vi skal fortælle om de ting der undre os og så skal vi diskutere dem.
Inden jeg tog til Sapa havde jeg planlagte hvilke emner jeg ville tale om på workshoppen. Det der undrer mig mest er at vi ikke bruger symbolkortene for at gøre dagen overskuelig for børnene. At børnene øver sig i at spise i specielle timer, og dem der er ”gode” får ikke lov til selv at spise til frokost. Og den sidste ting er, at børnene sidder rigtig meget ned og venter på at aktiviteter skal gå i gang.
Så tager jeg til væk fra Sao Mai i 5 dage og da jeg kommer tilbage har de ændret alle de ting. Symbolkortene bliver brugt rigtig meget nu, det havde vi så også snakket om inden jeg tog af sted så det er kun godt. I timerne er børnene delt i 2 i stedet for at sidde ved et stort bord. Det er for nemmere at kunne få alle børn med i undervisningen. Det havde vi også snakket om inden jeg tog af sted, men jeg troede faktisk ikke de ville tage det til sig. 2 af børnene spiser selv til frokost nu, det er jo helt fantastisk. Men hvad skal jeg nu snakke om til min workshop????
Jeg har heldigvis også andre ting, jeg har undret mig over. Det virkede bare så underligt at komme tilbage og så mange ting var ændret. Det var heldigvis kun en positiv omvæltning.

Sapa

Vi pakkede vores store backpacker tasker, så vi var klar til at tage af sted. Orielle (en frivillig fra Sao Mai) skulle med os, så vi mødtes i vores hus. Hun havde kun en lille bitte taske med. Da jeg så blev jeg hel forbavset, og tænkte om jeg mon havde pakket for meget. Sådan plejer det at være med mig, jeg pakket altid alt for meget.
Der kom en mand og hentede os kl. 20. vi gik til tog stationen, fordi vi ikke gad vente på en taxa. Vores togvogn var nr. 17. vi gik langs toget og kiggede ind i de flotte, hyggelige kupeer, med store tykke madrasser. Toget på den anden side havde usle, beskidte kupeer med meget tynde madrasser. Vi grinede lidt af det, og synes det var rart vi ikke skulle have det tog. Men vi skulle ikke have grinet, for togvogn 17 var den allersidste og lignede det andet togs kupeer. Vores kupe var beskidt og snusket, sengene var bare så hårde. Det værste var næsten toilettet, som var et hul ned til skinnerne. Så man kunne ikke sidde ned, vi måtte står på hug. Vi kunne ikke lade være med at grine af det. Vi delte vores kupe med en ung mand fra Australien. Jeg sov nederst og fik da sovet en del den nat. Jeg vågnede godt nok mange gange, men det var okay.
Vi skulle ankomme med toget kl. 5.30. Orielle havde sat sit ur til at vække os. Men det ringede åbenbart ikke. Lige pludselig siger Mai bare, jeg tror vi skal af nu, og så var det med at komme op og få samlet alle ting sammen. En meget sur mand bankede på vores dør. Vi skulle også nå at tisse, for vi skulle ud og køre i bus i en time. Det hele gik meget stærkt, men vi huskede og nåede alt.
I toget:



Det var meget toget og diset så vi kunne ikke se så meget på busturen. Vi kørte op i bjerget, kom til Sapa og fandt hotellet.
Det var meningen vi skulle på vandre tur og så på homestay den dag, men det havde de ændre så der var byttet om på dagene. Så vi tjekkede ind på hotellet, fik et hurtigt bad og morgenmad og så skulle vi på tur.
Vores guide var en ung pige på 18 år, hun var smadder sød og sjov. Vi skulle til en landsby der hedder Catcat. Vi gik ned af bjerget for at komme til landsbyen. På vejen mødet vi en kæmpe okse, vildsvin med unger som bare gik der i vejsiden. Vi så rismarker og bjerge det var bare så flot. Man skal betale for at komme ind i landsbyerne, det var en del af vores tur så vi havde allerede betalt.
Vi gik på en lille sti ned af bjerget og så de få huse i landsbyen og menneskerne, som var fra en speciel stamme og havde specielt tøj på.
Vi så et flot vandfald, hvor vi holdte pause. Og så var det ellers tilbage til hotellet og det gik opad. Det var så hårdt og solen bagte på os. Vi tog en smut vej op af en meget stejl, lidt mudret bakke.
Eftermiddagen havde vi for os selv. Vi gik rundt i Sapa, så på butikker, folk og var inde forskellige steder og få lidt og drikke, det var smadder hyggeligt. Om aftenen spiste vi på hotellet og gik ud og fik en øl, alt strømmen var gået. Vi sad meget stearinlys og drak øl.


Billeder fra første dag:
Okse

Rismarker



Vandfaldet:







Smut vejen:


Øl i mørke:

Anden dag regnede det helt vildt da vi spiste morgenmad, så vi frygtede for resten af dagen. Da vi kom af sted havde vi regnslagene parate. Vi fik da også brug for dem, men kun en enkelt gang og det var kun en lille byge. Denne dag var ikke så fysisk hård, det var mere koncentrationen der virkelig skulle bruges. Vi skulle gå på sten og på line på mellem rismarkerne. Vi havde små vietnamesiske damer med på turen, en til os hver til at hjælpe os. De var lidt irriterende i starten, og jeg viste ikke rigtig hvorfor de skulle med os, men det var rigtig dejligt med en hånd når det var alt for svært at komme over vandet og fra sten til sten.
Vi ankom til vores homestay omkring kl. 15. Jeg blev altså lidt skuffet. Jeg havde regnet med at det var et lille bitte hus, hvor vi skulle sidde på gulvet og spise, og sove på sivmåtter mellem vietnameser mor og vietnameser far. Men sådan var det ikke. Det var nærmest bygget til turister, og der var dejlig tykke madrasser og myggenet. Vi var 11 turister der boede der den nat.
I byen var der ikke meget at se så det var hurtigt overstået. Det var nogle lange timer fra vi ankom og til vi skulle spise. Vi gik tidligt i seng og sov så fantastisk.
Billeder fra Homestay







Dejlig prinsesse-seng



Så skal døren lukkes:


Sidste dag skulle vi igennem en bambusskov og hen til en anden lille landsby. Mine kræfter var sluppet op, jeg følte slet ikke jeg kunne noget som helst og min stakkels krop var så øm. Stierne var meget mudret så det var meget svært at gå. Vi gled rundt. Denne dag var heldigvis ikke så lang som dagen forinden. Det havde jeg aldrig klaret. Jeg svedte som et svin og solen brændte igen ned. Tilbage på hotellet fik vi snuppet et bad og fik lidt aftens mad og så var det ellers med bussen til stationen og toget tilbage til Hanoi.


Mine sko efter en tur gennem bambusskoven.

I Sapa området er der 5 forskellige minoriteter. I hver af de landsbyer vi har set, boede der forskellige minoriteter. De forskellige stammer har forskelligt tøj på. Nogle har røde tørklæder på hovedet, andre har sorte bukser og forskellige farver bluser og andre har blåt tøj på.



Billeder af de forskellige tøjbeklædninger.

Det var en kanon smuk og god tur, men den var også frygtelig hård. Jeg har fået dejlig brune arme og lidt farve i hovedet.
Da jeg kom hjem i morges var der kommet mail fra mormor og morfar, Mia og Camilla. Jeg begyndte bare at tude da jeg læste jeres mail. Jeg savner jer alle sammen så meget. Men bare rolig jeg er blevet glad igen, prøv lige at tænke på hvor meget jeg oplever.

En mand som bære mad til okserne


En families hus midt nede på bjerget

Den smukke natur

Målformulering, opg. c

1. mål: Jeg vil sætte mig ind i og prøve at få en forståelse af landets kultur.

Hvordan: Jeg vil læse om kulturen, tage rundt i landet, tage på forskellige museer, deltage i arrangementer jeg bliver inviteret til og snakke med de indfødte jeg møder.

Målet er opnået, når jeg har sat mig ind i kulturen og når jeg forstår nogle af de ting vietnameserne gør. Jeg vil løbende reflektere over det på min blog.


2. mål: Jeg vil sætte mig ind kulturen og pædagogikken på Sao Mai center.

Hvordan: Jeg vil snakke med lærerinderne i klasserne, med de andre frivillige og med dr. Lan, som er leder på Sao Mai om kulturen og pædagogikken.

Målet er opnået når, jeg har fået en forståelse af hverdagen. Jeg vil reflektere over det på bloggen.


3. mål: Jeg vil deltage aktivt i hverdagen i klassen. Jeg vil gå i dialog med lærerinderne om situationer, som anderledes end det jeg kender til.

Hvordan: Jeg vil hjælpe lærerinderne igennem dagen, være åben, nysgerrig og villig til at lære og lære fra mig.

Målet er opnået når jeg kan se at jeg har fået svar på mine undrende spørgsmål eller i hvert fald diskuteret dem med lærerinderne, dr. Lan (og evt. de andre frivillige på stedet).


4. mål: Jeg vil arbejde med min kommunikation til børnene og lærerinderne. Jeg vil være åben for at lærer ord, sætninger og vendinger på vietnamesisk.

Hvordan: Jeg vil snakke dansk eller engelsk til børnene. Jeg vil i dialogen lægge stor vægt på kropssprog og toneleje, for at tydeliggøre for børnene, hvad jeg siger til dem.
I dialogen med lærerinderne vil jeg tale langsomt og tydeligt og også bruge kropssprog, da ikke alle lærerinder er så gode til engelsk.
Jeg vil tilegne mig viden om sproget ved at spørge lærerinderne og være åben for at lærer nye ord. Jeg vil tælle sammen med børnene og øve forskellige dyrenavne med dem.

Målet er opnået når min kommunikation er forbedret.


5. mål: Jeg vil udnytte af jeg ikke er en del af normeringen.

Hvordan:
- Da jeg ikke er en del af normeringen vil jeg prøve at være i forskellige klasser for at se forskellen fra klasse til klasse.
- Jeg vil lave forskellige forløb med et enkelt barn eller en hel børnegruppe (gerne noget med bevægelse, da jeg synes børnene sidder meget stille i løbet af dagen).

Målet er opnået når jeg har fået indsigt i hverdagen i forskellige klasser/aldersgrupper. Og når jeg har lavet forskellige projekter og forløb. Projekterne/forløbene vil jeg evaluere med lærerinderne og dr. Lan.
Jeg vil beskrive, forklare og evaluere mine projekter/forløb på bloggen.

Sao Mai

Ny dreng

Der er kommet en ny dreng i klassen, eller det vil sige han har været der et stykke tid nu. Han græder hver dag, stort set hele dagen. Der er bare ingen der gør noget, og hvis jeg spørger hvorfor han græder får jeg af vide at det er fordi han er ny. Måske der kunne være en anden grund, eller man skulle prøve at gøre noget. Nåhh men det blev altså mit projekt, at prøve at få ham til at føler sig tryg på Sao Mai, i klassen, ved mig, børnene og lærerinderne.
Jeg startede med at tage ham op i visiter rummet. Og så blev der ellers sunget danske børnesange, da jeg havde observeret at han var mere rolig når vi sang i klassen. Den første gang grad han stadig meget i starten. Vi tegnede, hvilket han er meget glad for og sang og sang. Til sidst faldt han til ro. Han nyder også at kigge på de tal vi har, og putte ting ud af den ene skål og putte dem op i den anden. Der gik et par dage, hvor jeg havde ham med der oppe og jeg kunne jo ikke blive ved med at tage ham ud af klassen. han grad ikke længere når vi var i visiter rummet, han stoppe faktisk med at græde så snart vi kom ud på trappen.
Min tanke var så at prøve at lave ting med ham i klassen, imens de andre børn havde undervisning. På den måde tænkte jeg han kunne vænne sig til at alle børnene var omkring ham og samtidig føle sig tryg fordi han havde min fulde kontakt. Ind til videre har jeg kun prøvet det en gang, men det virkede godt. Han faldt til ro og vi lavede puslespil, mens de andre legede med klodser. Da de andre var færdige med klodserne, var de helt vildt interesseret i hvad vi lavede og vi måtte også stoppe. Drengen var med til næste time uden og græde. I går græd han slet ikke. Nu må vi se, hvordan det går, hvis han stadig græder forsætter jeg mit lille projekt.

At være sig selv og gøre som man plejer.

Ann, som er fra England, og som har undervist lærerinderne i hvordan man mest lærer fra sig i et 1 år nu, var i klassen i dag for at se hvordan lærerinderne underviste børnene. Anh, som er engelsk vietnameser, var med for at oversætte. Så synes jeg bare det er så irriterende at lærerinderne ikke er/gør som de plejer, det var de heller ikke da de danske studerende var der.
Det var lige som om de prøvede at please Ann, gøre alt det hun gerne ville have. Det er jo på en måde forståeligt nok, at de gerne vil have det til at se ud som om alt et perfekt.
De brugte symbolkortene ved hver aktivitet, det plejer de slet ikke. De har brugt dem en sjælden gang på det sidste, efter jeg er brugt dem (tror jeg). Altså de bliver hængt op hver dag, i voksen højde, men næsten aldrig vist til børnene, hvilket jeg synes er ærgerligt. Men i dag brugte de dem flittigt. De var også meget mere obs på at få alle børn med i aktiviteten, eller i hvert fald gøre et større forsøg end normalt, de skældte ikke lige så meget ud og sådan.
Ihh altså så var det mig der skulle sidde og sige til Anh og Ann, at det altså ikke plejede at være sådan. Og det havde jeg det bare rigtig dårligt med. På den anden side er det jo for børnenes bedste. Jeg kom også med nogle forslag til hvad vi kunne gøre anderledes.Jeg fik også snakket med lærerinderne om jeg gerne vil lave nogle ting med hele børnegruppen og sådan nogle ting. Det var rigtig rart. De er bange for at spørge mig om at gøre ting, fordi de er bange for jeg ikke vil eller føler det for uoverskueligt. Plus de har givet mig i ”nemme” børn i spisesituationerne, hvilket jeg havde observeret, men ikke rigtig vidst hvordan jeg skulle forklare at de ikke behøvede. Jeg har prøvet, at sige jeg godt kunne hjælpe mere end et barn med at spise. De andre lærerinder sidder med 4 eller 5 børn og jeg har et… hmm men de siger bare det ikke er nødvendigt. Ang siger jeg skal bare gøre ting, lade hver med at spørger hele tiden, for lærerinderne vil gøre det let for mig så jeg kan lide at være der. Det bliver bare lidt kedeligt i længden hvis man ikke får lov til at lave noget.

Weekend

Fredag havde vi alle fri, og vi tog ind til Hoan Kiem søen. Vi shoppede og bestilte vores tur til Sapa. Vi tage af sted onsdag aften og kommer hjem igen søndag morgen. Vi skal ud og se forskellige små landsbyer og bo på homestay den ene nat. Der skulle være rigtig smukt der oppe og helt frisk luft, imod sætning til her i Hanoi, hvor der er så meget os osv.
Om aftenen var vi på markedet, Hanois største. Vi tog bussen der ud og havde lidt problemer med at finde det. Vi stod af et stop for sent og måtte tage bussen tilbage igen. Markedet var en lang gade med butikker i midten. Så man skulle hele vejen ned af den ene side og så den anden side bagefter. Det var en meget lang gade. Da vi havde gået hele den ene vej, viste det sig at vi endte nede vi Hoan Kiem søen, så vi havde slet ikke behøvet have alt det besvær med at tage bussen. Nåhh men vi fik da i hvert fald en tur ud af det. Og vi fik købt en masse ting på markedet.

Lørdag tog vi igen op til søen, vi skulle nemlig have købt store backpacker tasker til alle vores ture rundt i Vietnam. Vi skulle alle sammen have en, og så var det bare om at prutte med prisen. Vi var bare så gode til og vi fik nogle gode tasker. Jeg købte både en stor og lille, hvis nu vi skal på endags tur eller noget.

Om aftenen var vi ude og spise sushi. Jeg var ikke meget for det, men jeg havde lovet de andre at prøve det, inden vi tog af sted. Jeg må sige det absolut ikke er noget for mig. Tangen smagte ikke godt og sojaen var heller ikke god. Fisken i sig selv var ikke slem, den smagte faktisk ikke af så meget, men det var en speciel oplevelse. Vi fik nogle bønner, de smagte rigtig godt, så jeg spise næsten dem alle sammen.
Vi sad på række og foran os kørte tallerkner rundt på et bånd. På tallerknerne var alle mulige små retter, man kunne tage. Tallerknerne havde forskellige farver, alt efter hvad de kostede. Det var sådan en slags buffet. Vi bestilte bare noget forskelligt hos tjeneren, det var en meget god måde. Vi fik da i hvert fald smagt noget forskelligt.

Efter aftensmaden tog vi ind til søen igen og fik nogle øl og drinks inden vi tog hjem i seng.

Koto

Koto er en restaurant, hvor unge som har levet på gaden arbejder. De unge kommer tit til Hanoi, oppe fra bjerge af, for at få en uddannelse. Det er svært for nogle af dem, og det ender med at de ikke har noget arbejde eller noget sted at bo. Koto hjælpe de unge og lærer dem op til at lave mad og servere den.
Hver mandag aften er der komsammen på Koto Træningscenter for de unge og frivillige. Det er meningen at vi frivillige skal snakke engelsk med de unge så de bliver bedre og ellers bare have det sjovt. I mandags var jeg med. Vi sang kereoke, spillede twister og sjippede. Det var en rigtig god aften.


Det lød ikke så godt da vi sang, men vi havde det sjovt. Jeg skulle synge Hotel Californien sammen med en dreng, vi kunne kun onkværdet så jeg er sikker på det lød forfærdeligt:-)

På mandag skal mig og Mie der hen, der skal vi spille spil og lave forskellige ting udenfor fx volleyball.

Women's day

Lørdag d. 8. marts var det women's day. Det er en ting de går meget op i, i Vietnam. Alle steder kunne man købe bloster, og alle damer og lærerinder får blomster. På Sao Mai fejrede de det om fredagen, hvor jeg havde fri, så jeg var desværre ikke med til det. Mai, Mie og Tina havde fået rigtig mange gaver og blomster af forældrene. Jeg havde ikke regnet med at få noget fordi, jeg havde fri og jeg næsten aldrig ser forældrene, da børnene afleveres og hentes ude ved trappen. Da jeg kom på arbejde mandag morgen fik jeg et ”happy womens day”-kort som var fra en af forældrene. Jeg blev bare så glad, det var rigtig sødt at hende.

På kortet står der: Wishing you a day that's just like you... really special... From Quang Huy's mother. Thanks for helping our kids.

Flinke vietnamesere

Jeg har mødt sådan en sød vietnamesisk mand. Jeg synes ellers ikke at vietnameserne har været så søde ved os, som jeg havde regnet med hjemmefra. De glor, bare mærkeligt på os, og spørger vi om noget forstår de ingenting. Men den gamle mand, jeg mødte en regnfuld fredag, var bare så sød. Jeg var lige stået af bussen på vej på arbejde, og det regnede. Så kom han hen og sagde: ”Sao Mai”. Og jeg svarede, at det var der jeg skulle hen. Han gav mig sin paraply og forklarede mig på sit bedste kropssprog, at han havde sin hat så han behøvede ikke sin paraply. Så fulgtes vi hele vejen, han arbejde lige ved siden af Sao Mai. Han spurgte om alt på vietnamesisk og jeg svarede bare på engelsk. Jeg ved ikke om jeg svarede rigtig eller han forstod det, men jeg prøvede. Vi har fulgtes nogle dage efter også, hvis vi har været med den samme bus. Det var en meget sød gammel mand.
I bussen møder jeg også søde menneske, som gør plads til mig så jeg kan holde fast og sådan, det er dejligt.
Børnene som bor lige overfor os, er også så søde. De råber altid heello efter os og på billedet hjælper de Mie og Mai med at bære deres poser.

Studerende fra DK

For et stykke tid siden fik jeg en mail fra 4 studerende fra Odense pædagogseminarium, som skulle på studietur til Vietnam. De ville meget gerne ud og se Sao Mai og være der en dag. Så vi aftalte at de skulle komme mandag d. 10 marts.
Der var to piger i min klasse og to piger i Thuys klasse. De havde deres lærer med som gik lidt frem og tilbage. I frokostpausen lavet de et interview med os, hvor de havde forberedt gode spørgsmål.
Pigerne havde taget papir og farveblyanter med til børnene og ville gerne tegne med dem. Lærerinderne var med på at pigerne lavede noget med børnene, men da de så farveblyanterne, synes de vist ikke rigtig om det. Vi blev ved med at spørge om, hvorfor det ikke var en god ide. Jeg tror, hun prøvede at forklare os at børnene ikke kunne tegne flot. Vi sagde at det ikke gjorde noget, og jeg forklarede, jeg også tegnede med børnene til mit en-til-en og at det gik fint, og vi fik lov. Nogle af børnene synes det var rigtig sjovt og der blev helt ro i klassen. Andre legede bare med farveblyanterne. Lærerinderne gik meget op i at børnene tegnede med højre hånd, og de styrede nogle gange børnenes hånde og tegnede f.eks. en sol. Det undre mig lidt, de går så meget op i at det ligner noget, det var slet ikke de danske studerendes hensigt.Her er nogle billeder fra dagen.

Ole (de studerendes lærer) gav et nummer på sin guitar. Mester Jacob findes også på vietnamesisk, og lærerinderne sang for fuld skrue.

Undervisning/leg

I får lige et par film til. Det er et par eksemplar på undervisning.
Her sidder børnene og leger med noget lego. De lærer om farver og former når de leger med lego. Drengene her hygger sig gevaldigt med at skubbe lego på gulvet og samle det op igen. Havde lærerinderne set det, er jeg sikker på de ville have sagt at drengene skulle holde op og sidde pænt på stolene.

Her sidder børnene på rad og række og lærer at spise. I koppen er der chips. Nogle af børnene er faktisk ret gode, så jeg forstår ikke at de ikke får lov at spise selv til frokost. Det er kun sket en gang og det var fordi der var rigtig mange børn og næsten ingen lærerinder.

Vi spiller også bowling. Det er en rigtig god ide synes jeg, og børnene synes det er rigtig sjovt. Det er bare lidt ærgerligt at lærerinderne styrer børnenes arm. De kunne sagtens selv ramme keglen, hvis de stod tættere på. Jeg prøvede at forklare lærerinderne det, de lod børnene prøve. Børnene stod helt op af keglen, men de fleste ramte og det gav succes. De blev bare så glade.

Institutionsbeskrivelse, opg B, fagligt element

Institutionsbeskrivelse (efter 4. uger)

Sao Mai – Morning Star Center

Dr. Lan er lederen og opretteren af Sao Mai som er en institution for fysisk og psykisk handicappede børn og unge. Dr. Lan er uddannet psykiater. Før hun åbnede Sao Mai arbejdede hun på et hospital. Hun fik mulighed for at rejse til Holland, hvor hun blev inspireret til at oprette en institution for handicappede børn.
Efter at have fået godkendelse af staten åbnede hun det første sted i 1995, som hedder Bach Mai. Der var plads til ca. 20 børn og kun få lærer tilknyttet til stedet. Sao Mai består 2 institutioner nu, Bach Mai og Sao Mai.
Begge institutioner er Non Goverment Organizations (NGO), det betyder at de ikke får nogen penge fra staten, men fra donationer, fonder og forældrebetalinger.

Sao Mai:

I juni 2005 blev Sao Mai åbnet. På Sao Mai er der 162 børn. Børnene er fra 18 mdr. til 16 år. På 2. etage er de små klasser, hvor børnene er fra 18 mdr. til 5 år. På 3. og 5. etage er skolebørnene som er fra 6 til 16 år.
På Bach Mai er der nu 22 børn i alderen 3-16 år. I hver klasse er der ca. 10-12 børn og 3 lærer til hver klasse.

Sao Mai ligger i udkanten af Hanoi. Det er et område med mange højehuse, som er hoteller og kontoer. Sao Mai ligger et af Hanois pænere kvarterer.

Børnene får undervisning hver dag. Målet på Sao Mai er at lære børnene at klare sig selv i hverdagen.
En typisk dag i min klasse, hvor børnene er 2-3 år:
Børnene kommer mellem 8.00 og halv 9. Når alle børn er kommet, er der morgensang. Her kommer børnene en efter en op til lærerinderne siger godmorgen og der bliver sunget en sang.
Dernæst er der undervisning. Det kan være i form af læring om ord, at spise, former, farver osv. Bagefter er der som regel leg med forskellige redskaber fx bolde, trampolin, musik og dans også sådan eller bare fri leg.
Undervisningen forgår ved at alle børnene sidder rundt om et bord sammen med lærerinderne og f.eks. skal gentage de ord de siger, samtidig med at de ser et billede af tingen. Andre gange sidder de rundt om bordet, som er fyldt med klodser, en af gangen kommer de op til en lærerinde ved et andet bord og bliver undervist enkeltvis.
Kl. 10.15 gøres det klar til frokost. Borde og stole sættes op og børnene sættes der. Alle børn mades.
Kl. 11.15 gøres klar til at børnene skal sove til middag og 11.30 ligge alle klar. De sover indtil kl. 14.00.
Efter middagsluren er det snacks tid, hvor børnene får chips, brød eller lign. Og mælk og grød til.
Ca. 14.30 er der undervisning igen. Efterfølgende er der fx musikundervisning eller igen fri leg.
Børnene bliver hentet mellem 15.30 og 17.00.

Billder af klassen:

Struktur-tavlen, som laves næsten hver morgen. Det er forskelligt hvor meget den bruges i de forskellige klasser.

Vindue, som børnene elsker at stå på en stol og kigge ud af. Og plakter.

I skabet til højre er alt klassens legetøj. I papkasserne er sove-ting, hovedpuder, tæpper og sådan. Skabet til venstret er et voksen skab, med de voksens ting, tasker, mappaer, blender osv.

Her er borde og stole pakket sammen, reolen med børnenes tasker er bag stolene. Ved siden af borderne er et stativ, hvor der hænger klude til tørre.

Forældrene betaler for at deres børn går på Sao Mai. Det koster 50 dollar + mad om måneden. Nogle familier er så fattige at de ikke har råd il at betale så mange penge, så de betaler mindre (ca. 20-25 dollar) da Dr. Lan gerne vil hjælpe disse børn også.

Der er 68 ansatte på Sao Mai. Der er lærerinderne, doktorere, sygeplejersker, psykologer, psykiatere, talepædagoger og 2 rebiliterings teknikere.
Lærerinderne er uddannet på universitet. Der er forskellige uddannelser som lærerinde, med forskellige længde. Nogle har bachelor og andre har ikke. Det vil sige, at der også er forskel på hvad de får i løn. En god lærerinde får 1.000.000 dong om måneden, som ca. svarer til 350 kr. Mange af lærerinderne er meget unge og har små børn, og når de kommer hjem fra arbejde skal de sørge for familien. Der er altså ingen tid til at forberede noget undervisning, det bliver gjort lige inden den starter. Derfor kan undervisningen godt være lidt uforudsigelig og planlægges i sidste øjeblik. De har dog et skema, hvor der står hvilke emner eller områder undervisningen skal handle om den dag og det tidspunkt (f.eks. torsdag formiddag – kommunikation). Sådan er det ikke i alle klasser, men det forgår sådan i min klasse.
Sao Mai har åbent mandag til lørdag fra 7.30-16.30. Jeg har fri 16.30 hver dag og det er ikke sket endnu at alle børn er hentet der, så lærerinderne kan gå hjem, så deres dag er tit længere. Lærerinderne arbejder ikke hver lørdag, det går på skift fordi der ikke er lige så mange børn der.
På Sao Mai er der mange frivillige fra mange forskellige lande. Det svinger, hvor mange frivillige der er og hvor længe de skal være der. Lige nu er vi 2 fra Danmark, 1 fra Californien, 1 fra England og en fra et sted i USA. Der er et visiter-rum til os, hvor vi tilbringer vores pause. Vi spiser frokost sammen i cafeen som hører til institutionen. Her hjælper de største børn til med at servicer kunderne.

Billeder af vores visiter-room:

Det første billede er af vores en-til-en hjørne. Det er her vi leger med børnene. Det andet billede er vores store dejlige sofaer, hvor vi sover til middag i pausen.

Film

Jeg har haft problemer med mit kamera og min computer. Min computer ville af en eller anden mærkelig grund ikke afspille de film jeg havde taget, men nu virker det. Så nu skal i få film.

Her sidder børnene klar til undervisning og venter på lærerne finder på noget. Hvis de bliver trætte af at sidde stille og rejser sig, blive de sat på plads igen. Jeg synes de er meget tålmodige, de små børn.

En lærerinde underholder en lille smule. Børnene skal stadig sidde stille og pænt på stolene og vente.

Nu har børnene fået nogle billeder at kigge på, men det er ikke alle børn der har været heldige at få et. Det virker tit som om det er de "gode" børn, der får tingene eller inddrages i undervisningen.

Påskeæg fra Danmark:-)

I søndags fik jeg et opkald på mit vietnamesiske telefonnummer, af en herre der snakkede danske, selvom opkaldet også kom fra et vietnamesisk nr. Han fortalte at han var fra Danmark og nu var på ferie i Hanoi. Jeg tænkte og tænkte, hvem det kunne være, om han bare havde været på min blog og finde mit nr. Til sagde han at vi havde en fælles bekendt i Danmark, som havde givet ham et brev med til Hanoi og det brev var til mig. Meget spændende. Vores fælles bekendte er Tage, min hovedsponsor til min Vietnamstur (og min fars kones far).
Jeg ville gerne have mødes med Erling, som herren der ringede hedder. Det kunne ikke lade sig gøre, da de skulle ud og se en masse ting og jeg jo arbejder. Så han ville ligge brevet i receptionen, og så kunne jeg hente det der. Han ville ringe igen dagen efter. Han fik desværre ikke fat i mig, så tirsdag tog jeg ud på hans hotel i håb om han havde lagt brevet der. Jeg forklarede vidt og bredt, tegnede og fortalte, men der var ikke noget til mig, og ingen mand på hotellet der hed sådan. Øv, øv jeg var bare så nysgerrig.
I går fik jeg kontakt til Erling igen og han ville ligge brevet der så jeg kunne hente det. Igen mente de ikke på hotellet at der var noget brev til mig. Jeg var meget insisterende og sikker i min sag denne gang, og sagde de var nød til at finde det brev. Og de fandt det.
Det var nu nærmere en pakke end et brev, måske derfor de ikke kunne finde det. I pakken var 5 store poser slik, en rigtig fin bluse og et sødt kort med en påskehilsen. Det var bare super dejligt, jeg har savnet rigtig dansk slik. Man kan dog få m og m’s, snickers og sådan. Men det er skønt med rigtige vingummier og lakridser. Helt fantastisk at få en pakke hjemmefra, det tager jo nærmest flere måneder med posten. En stor tak til Tage og Lise Lotte.

EN-TIL-EN

Jeg har nu fået lov til at lave et en-til-en forløb med to børn. Den ene er drengen, som jeg tidligere har skrevet jeg var bekymret for. Den anden er en pige, på 2 år. Mig og Oriell (en frivllig, som også lave en-til-en ”undervisning”) har lavet et hjørne visiter-rummet om til legehjørne. Det er her vi tager børnene med op, når vi har en-til-en. Vi har købt lidt forskelligt legetøj, bøger, farver og sådan.
Jeg har tænkt mig at tage børnene med på skift to gange om ugen hver. Den ene gang i legehjørnet, i håb om at forbedre koncentrationen, holde fokus i længere tid, finmotorikken, sproget mellem os osv.
Den anden dag, har tænkt at vi går i motorikrummet for at få styrket grovmotorikken og få brugt noget energi. I motorikrummet er der store bolde, balance bom, rutschebane, cykler, trapper, ribber, trampolin osv. Så der skulle være massere af ting, vi kan bruge der.
Under hele forløbet vil jeg fokusere på at børnene får meget positiv kontakt, da jeg nogle gange synes børnene får meget negativ kontakt gennem dagen.
Jeg har ikke planlagt, hvor længe forløbet skal vare endnu, men håber på jeg kan nå at se en udvikling.

Det bliver rigtig rart at komme i gang med noget andet. Jeg kan godt mærke at det nogle gange er rigtig hårdt at være i klassen. Det er svært for mig at forklare børnene, hvad jeg gerne vil have dem til. Jeg synes, jeg har skullet arbejde meget med mit kropssprog (og prøver stadig at gøre det bedre). I starten havde jeg f.eks. svært ved noget så simpelt som at se sur ud, hvis det var noget jeg ikke ville have børnene gjorde. Jeg tror, at anerkendelsen der hjemmefra sidder rigtig godt fast, jeg vil meget gerne forklare børnene, hvorfor de ikke må gøre som de gør, eller hvorfor det de gør er godt. Det kan jeg bare ikke.
Mange af børnene gør ikke som lærerinderne siger, før der bliver taget fat i dem. F.eks. sætter de sig ikke ned på stolen, før en lærerinde tager fat i dem, og sætter dem hen på stolen. Det synes, faktisk er rigtig svært for det har jeg ikke lyst til at gøre. Jeg vil ikke tage fat i børnene, som lærerinderne gør da jeg synes det er overskridende og nogle gange tvang. Så nogle gange er det rigtig svært, for børnene må ikke rejse sig fra stolen i undervisningen. Lærerinderne siger jeg skal være mere hård, men jeg vil heller ikke overskride min egen og børnenes grænse. Jeg kunne aldrig finde på at tage fat i et barn på den måde i Danmark og jeg vil heller ikke gøre det her.
Jeg vil rigtig gerne have lavet sådan nogle board makers, i ved sådan nogle symbolkort. Disse kort kan gøre tingene visuelle for børnene, og måske gøre det nemmer at forstå for dem (og måske nemmere at forklare for mig).