Sidste dag på Sao Mai

Så kom dagen, som var den sidste på Sao Mai. Egentlig havde jeg jo faktisk glædet mig, men jeg må indrømme at det også var hårdt at sige farvel.

Jeg havde købt kiks, chokoladekiks, vandmelon og en anden frugt jeg ikke ved hvad hedder, som børnene skulle have.

Jeg gør kiksene klar:

Lærerinderne skærer frugt

Børnene sidder og venter spændt

Jeg tror, ikke de havde smagt kiks før, de kiggede i hvert fald meget underligt på dem. Chokoladekiksene var et hit. Nogle børn spiste kun chokoladen.

Chokoladekiks er bare det bedste

Andre prøvede som de almindelig kiks. Nogle kunne gost lide dem. De blev da i hvert fald spist, næsten alle sammen.

De almindelige kiks er også ok

Farvel-festen er godt igangJeg fik fine blomster af lærerinderne og en fin gave. Det var to vietnamesiske piger af porselæn. De var så fine.

Jeg fik også to kort, som desværre var på vietnamesisk, men jeg fik dem oversat til engelsk, og det var meget rørende. De ville savne mig, de satte stor pris på at jeg havde været der, det betød meget for dem, de håbede jeg aldrig ville glemme dem osv. Jeg vil aldrig glemme dem, denne praktik har været noget helt fantastisk og speciel, på en hård og god måde. Den har betydet rigtig meget for mig.

Jeg havde lavet et brev til hver af børnene, med et billede af dem på, og skrevet lidt til dem. De fik det, da de blev hentet. Og købt gaver til lærerinderne, som de vist blev meget glade for.

Gaver til lærerinderne, de fik et hårspænde og et armbånd

Det hele var lidt hektisk, fordi lærerinderne allesammen ville have taget billeder, så skulle jeg have gaver og midt i det hele blev børnene hentet og jeg jo skulle give brevene til dem. Men det var bare så hyggeligt. Og heldigvis havde jeg Mie med til at tage billeder.

Farvel til Hue

Farvel til Hien

Farvel til Huyen
Farvel til Nikkie og Tom (som er frivillige lige nu)
Farvel til de "gamle" lærerinder fra min klasse, Vihn, Lan og Chang

Da jeg havde sagt farvel til næsten alle børnene, der var kun to tilbage, så begyndte jeg at tude. De små søde børn, som jeg aldrig skal se igen det var altså så hårdt. Jeg vil savne dem så meget.

Farvel til Thanh Trung

Farvel til Tri Tai

Farvel til Tuan Huy

Farvel til Tri Hung

Farvel til Ngoc Minh

Farvel til Ha vy

Farvel til Manh Toan

Farvel til Manh Duy

Farvel til Ngoc Minh

Farvel til Duc Minh

Også farvel til de to nye børn, jeg desværre ikke har noget billede af, hvor jeg siger farvel til dem. Og farvel til Dat som desværre ikke var der i dag. Jeg vil savne jer alle rigtig meget.

Tænker om den sidste tid på Sao Mai

Jeg må sige at jeg synes, at de sidste uger på Sao Mai har været meget lange og hårde. Hverdagen her i Vietnam er så langt væk fra det jeg er vant til, og det har været svært at håndtere på det sidste. De gør mange ting, som jeg også har skrevet om før, som jeg ikke synes er for barnets bedste. Jeg har prøvet at snakke, så godt som jeg kunne med lærerinderne om det, og de kender min holdning til tingene. De har svært ved at se andre handlemuligheder, og giver det ikke resultat første gang, virker det som om de opgiver. Her til sidst er det nok bare blevet for meget for mig. Jeg har ikke været så glad for at være i klassen, jeg synes, lærerinder har været sure og skældt ud over ingenting. Det hænger nok også sammen med, at vicedirektøren har været rundt i klasserne og observere, hvordan lærerinderne klare det. Det virker som om, det gør lærerinderne nervøse, og jeg er også sikker på det har en konsekvens hvis de ikke er gode nok. Så jeg kan jo sagtens forstå at de er nervøse, men det er bare så synd, når det går ud over børnene. Tiden mod min sidste dag er gået rigtig langsomt. Nu er der lige ved at være der, det er faktisk i morgen. Jeg ved ikke, om jeg helt har forstået, at jeg aldrig mere skal se de dejlige børn igen. I hvert fald er det en meget underlig følelse. De to sidste dage i klassen har været så rare, lærerinderne har været glade. Og børnene har opført sig ”ordentlig”. Måske lærerindernes humør også hænger sammen med børnenes handlemåde. Det er så rart at få en god afslutning på det hele. Jeg vil savne ungerne rigtig meget, men det er samtidig rart at det er slut, for det betyder at jeg snart skal tilbage til Danmark. Det glæder jeg mig så meget til.

Lækre forårsruller

MMMMmmmmmmm!!!!! Hvor ser det dog lækkert ud, og det kan i tro det var.

Søndag skrev Trang (datteren af dem der ejer huset, som vi bor i), at hendes mor havde lavet forårsruller til os og at de ville komme forbi med dem. Jeg ved faktisk ikke hvorfor, måske bare for at være sød. De smagte virkelig godt. Jeg vil vove at påstå, at det er de bedste forårsruller jeg har fået. Nam Nam....

Tinas afskedsmiddag

Nu forlader Tina os snart, hun tager tilbage til Danmark. Så er mig og Mie alene tilbage i Pho Ho Giam huset, indtil Mai kommer tilbage i slutningen af denne måned.

Tina måtte selvfølgelig vælge, hvor vi skulle spise hendes afskedsmiddag henne. Hun valgte sushi restauranten.

Hun holdte en fin tale om at vi havde haft nogle gode måneder sammen, og at vi skulle spise mere sushi når vi alle er tilbage til Danmark.

Snøft, her bliver lidt tomt, når der kun er mig og Mie tilbage. Men vi rejser til Thailand på næste mandag (d. 14 juli), og det bliver bare så skønt.

Bowling

Søndag havde vi inviteret Mies lære Hoa, Ha (fra børnehaven) og Ha's niece med ud og spise og bowle. Vi spiste på en meget hyggelig restaurant, som hed Aladin.

Efter vi havde spist tog vi ud til bowlingcentret i taxa og på motorbikes. Nogle havde aldrig bowlet før, og andre havde svage arme (sagde de selv) derofr valgte vi kun at spille et spil. Det var en rigtig hygglig og sjov aften. Her er nogle billeder der fra.

På med strømper og sko:

Så er alles vist ved at være klar.

Her er miss Ha

Og her er Ha's niece

Så var det tid til bowling

Læg mærke til de fine sokker som vi måtte tage med hjem.

Her er vi alle sammen

Jungletur, Cuc Phuong

I går var Mie og Jeg på jungletur i en stor park uden for Hanoi. Det var en privattur vi havde taget, så den 4 timers lange køretur dertil føltes ikke så lang i den flotte, nye bil vi kørte i.

Guiden og chaufføren havde dog lidt svært ved at finde vej, så vi måtte spørge om vej et par gange før vi fandt frem.

Vi starte med at spise frokost, inden vi skulle vandre inde i junglen.

Vi skulle ind og se et 100 år gammelt træ, som var kæmpe stort. Vejen der ind var 3 km lang, og der gik op og ned af trapper (mest op). Der var mange ulækre edderkopper, papegøjer og andre mærkelige dyr.

Græshoppe:

Noget jeg ikke ved hvad er:

Edderkop, med gul krop (de var i mange forskellige farver)

Edderkop i brun

Vandre, vandre, vandre

Træet var meget flot, men vi synes altså det var lidt snyd, for det lignede faktisk 3 træer, der var vokset sammen.

Efter at have set træet, var der så 3 km ud igen. Op og ned og op igen. Der var så varmt der inde, og sveden væltede af mig og Mie. Guiden svedte slet ikke, hans bluse blev ikke en gang våd. Mig og Mies tøj var bare gennemblådt. Vi havde også chaufføren med på vandretur, og han svedte altså nærmest lige så meget som os. Han var dog så sød at låne mig hans vifte, så den brugte jeg det meste af turen.

Efter den meget lange og varme tur, var det blevet tid til at så en grotte. Guiden havde vist håbte på vi ikke vile se den, og lød meget opgivende, da vi gerne ville. Der var igen trapper op til grotten, og da vi så dem, kunne vi godt forstå han havdt lydt opgivende. Men vi klarede da også denne tur.

Til sidste var vi inde og se nogle aber, de var godt nok i bur, men det var da meget hyggeligt at se.

Og så gik turen tilbage til Hanoi, hvor vi ankom kl. 19.30.

Det er en af de bedste ture jeg har været på, det var bare så hyggeligt. Chaufføren og guieden var bare rigtig søde.