1. Rejsebrev

Beslutningen om at tage til Vietnam tog jeg for lang tid siden, hvor jeg synes at det kunne vaere super fedt at rejse ud og opleve verden i et halv aar. Jo mere tiden naermede sig, at jeg skulle af sted jo mere i tvilv blev jeg om, om det her nu var det rigtig at goere. Jeg snakkede sjaeldent om at jeg skulle afsted, og jeg blev irriteret inden i mig selv, naar folk spurgte til det. Jeg udskoed mange forberedelser og overlod alt ting til de andre, der skulle rejse med mig. Jeg gjorde bare de ting, de sagde jeg skulle, og havde faktisk ikke rigtig styr paa nogle ting. De sidste dage inden jeg skulle rejse var maerkelige, jeg gik rundt med en underlig foelelse i maven for paa den ene side glaedede jeg mig, underligt nok havde jeg slet ikke haft den foelses foer. Maaske var det ogsaa fordi 3 dags proeven endelig var overstaet saa jeg havde overskyd til at glaede mig.
Og paa denanden side anede jeg ikke hvad jeg skulle ned til, hvilket var meget underligt.

Dagen kom, hvor vi skulle rejse og den var forfaerdelig. Jeg graed lige fra jeg stod op og kunne naesten ikke stoppe igen. Mor, Michael (min mors kaereste), Mathias (min stoerste lillebror), Sebastian (min mindste lillebror), mormor og morfar var med i lufthavnen. Efter jeg havde tjekket ind, var vi paa cafe, meget stille og roligt (uden taere). Da jeg skulle sige farvel og gaa op af trappen tudede jeg meget, det var overhovedet ikke rart, men af sted det skulle jeg jo. Paa det tidspunkt havde jeg fortrudt saa meget, at jeg for et halvt aar siden synes det kunne vaere skide spaendende at tage til Vietnam.

Den foerste tid i Vietnam var forvirrende og kold. Det hele hernede var forvirrendende i starten, fordi jeg ikke forstod noget og fordi jeg bare proede at foelge med saa godt jeg kunne om saa det var paa arbejdet, trafikken, bylivet osv. Efterhaandensom jeg har laert byen at kende og rutinerne paa Sao Mai at kende, er jeg ogsaa blevet meget gladere for at vaere her. Jeg har overhovedet ikke haft foelsen af, nu vil jeg bare hjem, hernede. Jeg har holdt hovedet hoejt og taenkt at det her skal jeg nok klare selvom det nogle gange har vaeret haardt.
Jeg synes hele tiden jeg har haft noget at se frem til, foerst vores tur til Sapa, saa turen til Halong Bay, saa kom Anders og nu kommer min mor snart. Det er rigtig rart at have saadanne punkter at se frem til.
Inden vi tog af sted fik vi af vide af David at tiden ville gaa rigtig staerkt. Jeg troede ham ikke, jeg var sikker paa at de her 6 maeneder ville blive de laengste i mit liv. Men jeg tog fejl. Tiden er gaaet overraskende staerkt, saa jeg maa give David ret. Jeg har oplevet en hel masse ting som jeg ikke ville vaere foruden. Jeg sidder her nu, og har vaeret her i 3 maeneder, jeg vil ikke bytte det for noget andet og jeg er saa glad for at jeg tog af sted. Jeg vil anbefale alle andre paedagog studerende og alle andre der har muligheden for at rejse at goere det. Man laerer saa mange ting om sig selv, sin egen og andres kultur, vaerdier og normer.

Frygteligt regnvejr

Regntiden er ikke begyndt endnu og i går var det bare så forfærdeligt regnvejr, da jeg skulle hjem fra arbejde. Jeg gik fra arbejdet og fandt en motorbike, allerede der var jeg gennemblødt. Jeg kunne ikke forklare ham hvor jeg skulle hen, så jeg sagde bare kør, så viser jeg vej. Da vi var nået et lille stykke kom vi til et sted, hvor vejen var meget oversvømmet. Motorbiken kørte igennem, det kunne den ikke klare. Den gik ud og ville ikke starte igen. Mig ind i en taxa, betale den lille motorbike-mand. Så sad jeg der i taxaen og ventede, drivende våd, på den stakkels chaufførs stofsæder. Der var totalt kaos og det endte med at da vi km lidt nærmere hjem, måtte jeg gå resten af vejen. Jeg havde været 1,5 time undervejs og det plejer at tage 20 min. Det regnede heldigvis ikke mere. Nogle af vejene var så oversvømmet at jeg gik i vand næsten op til knæene. Jeg frygter regntiden nu og kan love jer at mit regnslag bliver fast inventar i min arbejdstaske.

Fætter Anders i Vietnam

Så var det endelig min tur til at få besøg. Anders ankom til Vietnam i søndags, hvor jeg var inde i lufthavnen og hente ham. Det var bare super dejligt.

Anders har rejst rundt i Australien siden september sidste år, og besluttede at rejse forbi Vietnam inden han tog tilbage til Danmark.

Jeg har ferie fra i dag (onsdag) og vi rejser til Saigon i morgen. Vi er tilbage i Hanoi igen d. 2 maj. Så der kommer ingen nye indlæg på bloggen før jeg er tilbage. Og så kommer min moar d. 3 maj…..

Spring Ball

I lørdags var der spring ball på Sheraton hotellet, det er et meget fint hotel. Det spring ball skulle vi selvfølgelig med til. Jeg har fået lavet en kjole til den specielle dag. Vi skulle have håret sat og make up’en lagt af folk som kan finde ud af den slags. I kan ellers tro vi var flotte.
HÅr og make up. Synes mine øjnbryn var lidt vilde, og jeg prøvede at sige det til hende, men det blev ikke bedre. Ellers var jeg godt tilfreds.

Håret bagfra.

Lige et billede til ,bare fordi jeg synes det var godt:-)

Jeg har desværre ingen billeder af mine kjole endnu, får dem af Thuy en af dagene. Så de skal nok komme på også.
Til ballet var vi i alt 160 mennesker fra Skandinavien.

Lokalet

Vores bord

Det var godt nok flotte lokaler det skulle holdes i og rigtig dejlig mad. Vi fik først noget fiskeforret, så fik vi suppe, så kom isen, så endelig den fantastiske hovedret, som jeg selvfølgelig ikke kunne spise så meget, fordi jeg allerede havde spist så meget andet. Til sidst fik vi dessert, the og kaffe.
Den fantastiske hovedret. Mums.
Vi dansede hele aftenen. Til maden var der jazz musik og efter det var der en DJ der valgte musikken, det var han meget god til. Det var en skide hyggelig aften.Bagefter tog vi ind til Hoan Kiem søen og gik på bar. Jeg må indrømme vi var lidt for fint klædt på der. Det var også hyggeligt.

Talepædagog

Jeg er begyndt at hjælpe talepædagogerne på Sao Mai. Det var egentlig et projekt Ann havde startet, og da hun skulle rejse hjem igen, spurgte hun om jeg ville forsætte det. Og det ville jeg da.
Det fungerer sådan at hver barn har en mappe med billeder af forskellige ting, biler, sæbebobler, radioen osv.

Uden på mappen sidder ”I want” kortet og en velcro stribe.

Talepædagogen sidder med forskelligt legetøj, barnet skal finde det kort med det stykke legetøj det gerne vil have og placere ”I want” kortet og billedet af legetøjet på velcro striben. Der efter skal barnet give det til talepædagogen, og så siger de sammen hvad der står på kortene, og barnet får legetøjet. Jeg skal hjælpe barnet med at finde det rigtige kort, og med at placere dem på velcro striben. Det kan godt være svært fordi nogle af børnene er så fokuseret på at få legetøjet med det samme, at de glemmer alt om kortene. Eller de bliver frustreret over at talepædagogen ikke vil give den legetøjet uden at de viser kortet. Jeg synes det er ret spændende at være med til.

Kulturen opg F

Jeg har valgt at skrive om de ting der har undret mig, og nogle af dem har jeg fået svar på.

Trafikken.
Det mest skræmmende i Hanoi og noget af det første jeg oplevede var trafikken. Der er motorbikes over alt, det er helt vild. Det kører ind i mellem hinanden uden noget system og dytter helt vildt. Der er ikke så mange biler, de fleste biler er taxaer, som man skal havde respekt for når man skal over vejen. Busserne er de værste, jeg tror, de kører efter størst kører først princippet og holder ikke tilbage for nogle.
Jeg troede aldrig jeg ville lære at gå over vejen alene. I starten gik jeg i dækning af de andre, og var ret bange. Det var en overvindelse hver gang vi nåede over vejen. Det var sindssygt. Nu går jeg over vejen hver da alene, og det er endda uden at tænke over det. Så længe man holder godt øje og har respekt for trafikken går det uden problemer. Os og total larm er blevet en del af min hverdag nu.

Måden vietnameserne kan pakke en motorbike er helt utrolig. Hvor har jeg mange stået og skulle transportere nogle store ting, hvor jeg har tænkt ”det kan ikke være i min bil, jeg er nød til at låne fars Tune Rens bil”. Det er da ikke noget problem i Vietnam, for der kan da snildt være et køleskab, et fjernsyn, et kæmpe billede, 10 øl kasser osv på en motorbike. Jeg har endda set nogle transportere en dobbeltsneg på en motorbike, jeg har desværre ikke mit kamera med, det så vildt ud. Det forreste af sengen lå på sædet af motorbiken, en styrede motorbiken, og to gik bagved og holdte i den anden ende af sengen. Utroligt.

Lange negle, pille næse og plukke grå hår.
En anden ting der har undret mig meget er at mændene har meget lange negle. Nogle har lange negle på alle fingrene, men de fleste har det kun på tommelfingeren og lillefingeren.
Jeg har fundet ud af, at det er fordi at, hvis man har lange hvide negle, er det tegn på at man ikke er hårdt arbejdende.
Vietnameserne piller næse alle steder, og det er selv om de har øjenkontakt med andre. Det er noget der er helt okay at gøre, og ikke noget de prøver at skjule. Men når de skal rense tænder med en tandstik har de hele hånden oppe foran munden, så ingen kan se det.
På gaden måder man tit damer, der sidder og trækker grå hår ud på hinanden med en pincet. Jeg må indrømme jeg i starten troede det var lus de sad og fangede, men det var det heldigvis ikke.

Stressende kultur, rolig befolknig.
Trafikken og måden folk aser og maser på, får Hanoi til at virke som en meget stressede by. Biler, busser og motorbikes dytter og kører som om de har meget travlt. I bussen maser folk sig frem og tilbage, skubber til hinanden for at komme på bussen eller af bussen. Her bliver der ikke taget hensyn til de gamle, som der ellers vises stor respekt for. De rejser sig dog op, så de gamle kan sidde ned, men de bliver skubbet ligeså meget som alle andre.
Men selvom kulturen virker ret stresset virker folket ikke stresset. De virker mere rolig, som om de tænker ”vi skal nok nå det hele”. Det er ret mærkeligt at omgivelser kan vise tegn på stress og jag, men folk udstråler en anden form for ro.

Bevægelses og sanse projekt

Hver onsdag går Thuy og jeg en tur med et barn hver. Vi går uden for Sao Mai, for at se andre ting end, de ting de ser på centret hver dag, og for at se på de ting de lærer om (men hvor de jo kun er på billeder). I denne måned lærer børnene om frugter, så derfor gik vi ned på markedet lige i nærheden for at se på frugter og købe et par stykker. Da vi kom tilbage på centret sad vi i cafeen og smagte på frugterne.
Børnene får brugt mange af deres sanser på sådan en gå tur. De ser en masse ting, der er en masse lyde, de kan røre forskellige ting, og nogle gange smage tingene (når vi f.eks. køber frugter).
Bevægelsen er jo at de går, og på den måde får rørt kroppen. Børnene sidder meget ned i løbet af dagen, og jeg kan se på dem at de nyder at komme ud og gå en tur. Jeg vil skifte mellem børnene så, så mange som muligt kommer til at være med.
Den dreng jeg havde med i dag, er så glad for at komme ud. Han begyndte at græde, da vi kom tilbage til Sao Mai fordi han ikke ville med ind igen. Så nu mener lærerinderne, ikke jeg må tage ham mere, fordi han bliver ked af det. Det er lidt ærgerligt fordi han er så glad for det.

Hoa Lu

Tirsdag var Tina, Rasmus, Tina, Thuy og jeg i Hoa Lu.


Her er Tina og Rasmus













Her er Thuy












Og mig og Tina inde i kong (Bingeling Bingbons) tempel. Det var noget i den stil han hed.















Her er et lille billede inde fra templet.

Da vi havde spist frokost skulle vi ud og sejle en lille tur. Det var super smukt.

Her er nummerpladen på vores båd, såda havde de nemlig også.










Et billede af udsigten, smukt ikk?













Den første grotte vi var igennem, der var 3 i alt.

Et lille sejlende markede, så turisterne kan bruge nogle af alle deres penge.
Der var også nogle der solgte duge, dækservietter osv. på deres både.

Nogle roede båden med deres fødder. Specielt, men sjovt.











Nogle af dem der roede var ret gamle.








Stakkels gamle mennesker, godt vores kaptajn var ung og frisk og overhælede alle de andre.








Men Tina og jeg måtte da også hjælpe lidt til en gang imellem.











Her er det så min tur til at ro.
Det var en rigtig god tur, men hvor var vi dog trætte da vi kom hjem

Små mirakler

I går var Thrang der ikke, så mig og Minh skulle spise alene. Minh viste for første gang interesse for selv at spise, det var bare så skønt. Han plejer at få grød hver dag, og det er han ærligtalt ikke særlig begejstret for. I går fik han så ris, da jeg ikke kunne få ham til at spise grøden. Han tog sin ske, tog ris på og var meget interesseret i den. Han bankede den mod kanten af tallerknen osv. Han tog den dog ikke i munden, men et skidt af gangen. Det er super fedt han er interesseret, han skal nok lærer det.

Se en gang hvor dygtig han er:

I kan tror anerkendelsen kom frem og jeg klappede også hver gang han tog skeen, sådan gør lærerinderne jo børnene gør noget rigtigt/godt så det kendte han jo.

Faktisk måtte en af lærerinderne overtage og made ham fordi jeg ikke kunne få ham til at spise noget. Det var lidt irriterende, når han nu gerne ville. Jeg håber han er ligeså interesseret i morgen.

Og så lige en anden lille historie, selvom det er et stykke tid siden det skete. Jeg har bare ikke nået at få det skrevet. Jeg havde lige lærte at tælle til ti på vietnamesisk, JUBII. På væggen har vi tallene fra 1 til 10 hængende.

Okay det er svært at se på billede, men tallene hænger runt om blomsten. Næsten hver dag kom en af drengene og træk mig hen til tallene, han pegede på tallene og jeg sagde hvad de hed, i håb om at han ville gentage. Det gjorde han aldrig, lige meget hvor meget jeg prøvede at gentage dem. Faktisk blev jeg lidt træt af at sidde og sige alle tallene i rækkefølge og i vilkårlig rækkefølge, når ikke han gentog det. Men så en dag, hvor han træk mig hen til tallene, pegede han på dem og sagde dem. Han kunne dem alle forlæns og baglæns og i vilkårlig rækkefølge. Jeg blev så glad. Ting tager tid og vi lærer alle forskelligt, og jeg lærte ham at tælle til 10. Fed fornemmelse.

Kommunikationen

Jeg vil lige evaluere lidt på et mine mål, nemlig kommunikationen. Jeg synes, at kommunikationen mellem lærerinderne og mig er blevet bedre. De er faktisk begyndt at tale til mig uden at jeg spørger dem om noget. De oversætter også nogle gange hvad de snakker om indbyrdes, og det ser ud til de synes det er sjovt i sammenarbejde at forklare mig ting, som f.eks. hvorfor Sao Mai har lukket tirsdag i denne uge eller hvorfor de gør som de gør. Jeg er også selv blevet meget bedre til at sige til dem når jeg synes deres metode er god, eller sige/vise dem hvordan de kan få barnet til en bestemt ting uden at tvinge dem.
Vores (mit og lærerindernes) kropssprog er også blevet meget bedre, der er armbevægelser og tegn på alt hvad vi siger. Og skulle det ske at vi stadig ikke forstår hinanden, og det sker, henter vi lærerinden fra klassen ved siden af som er rigtig god til engelsk.
Jeg synes, også at jeg har fået et bedre forhold il dem, vi kan grine, pjatte og lave sjov nu, og jeg er ikke den uforstående ikke er med længere. Men det er jo klart at relationen ændres, når man kan kommunikere bedre sammen.
Kommunikationen med børnene har ikke rigtig været et problem, men jeg kan mærke at jeg lærer børnene bedre at kende dag for dag. Jeg fået meget mere kontakt til alle børn her den sidste måned, hvor det i starten var få børn jeg havde meget kontakt med og resten af børnene jeg havde lidt kontakt med. Jeg har også ladet børnene åbne sig op for mig når de var klar, og ikke tvunget dem til kontakt, føler jeg i hvert fald selv. Børnene er meget interesseret i at lege, og kontakter mig hele tiden. Nogle af børnene ”hænger” også på mig, det er lidt for meget nogle gange, når der ikke er plads til de andre børn. Når vi leger, er det tit de samme lege, jeg leger med de sammen børn f.eks. er der en af drengene der elsker at løbe, og så løber vi fra den ene ende af lokale til den anden og klasker hænderne op på væggen i hver ende, andre er vilde med svingture, sjove ansigter, at kravle på mig, lave kongens efterfølger osv.
Konklusionen er at kommunikationen er forbedret og stadig er under udvikling med både børn og lærerinder. Jeg nyder at være på arbejde og det bliver bedre for hver dag.

Lotte og Tina helt alene i Hanoi

Mie og Mai har forladt os, de er taget med deres forældre på ferie forskellige steder hen. Så nu er mig og Tina helt alene i det store hus. Og vi skal rigtig hygge os, mon fælles kassen giver et lille tilskuds til vores hyggelige weekend??????

Fredag tog vi bussen til lufthavnen bare for at prøve det, så vi ved hvornår vi skal stå af, når Tina på fredag skal hente sin kæreste og jeg skal hente fætter Anders på søndag.
Bagefter var vi inde ved søen og shoppe og forskellige ting. Vi mødtes med Rasmus, som også følte sig helt alene, da Tina var syg og Thuy var ude med en veninde. Vi spiste aftensmad inde ved søen sammen med Rasmus. Bagefter skulle vi se film hos Rasmus og pigerne, men først måtte mig og Tina hjem. Vi har nemlig haft en lille vandskade, hanen ude i køkkenet faldt af, de en af os kom til at skubbe en stol ind i den. Og Trang’s far skulle altså komme og lave den. Det tog sin tid, men vi kom da endelig hjem til de andre, hvor vi så Signs og hyggede os. Den var lidt uhyggelig.
Tidligere på dagen havde der været begavelse på vores lille gade, en mand var død kl. 13.30 og så var der allerede begavelse. Trang fortalte os at den døde mand lå inde i huset, og skulle ligger der i 3 dage. Jeg vil sige mig og Tina ikke var alt for begejstret. Det var lidt uhyggeligt at gå forbi en mørk aften kl. 23.30 efter at have set en lidt uhyggelig film.
Vi klarede natten uden forstyrrelser af spøgelser eller mænd genopstået fra de døde, heldigvis.

Hey, i går var Tina og jeg inde ved søen igen for at booke togbillet og bestille en-dags-tur til på tirsdag. Vi var også på udkig efter en skrædder, og havde adressen med til en som Randi (arbejdede for jysk rejseselskab, vi mødtes med hende i starten) havde anbefalet os. Skrædderen var bare super sød og god til engelsk. Nu er hun ved at lave en bluse til Tina og et par bukser til mig. Vi har helt glade bagefter og havde lyst til at købe stof, så vi tog lige en motorbike ud til stofmarkedet. Her gik vi lidt amok, vi købte en masse stof uden helt af vide, hvad man kan lave ud af det. Jeg vil gerne have lavet nogle sommerkjoler og nederdele. Så

Om aftenen tog vi i Wincom shopping center og i biffen. Det lignede faktisk cinemax inde på fisketorvet. Det var en kæmpe stor biograf med mange forskellige film, rødt, grønt og blåt lys i loftet, slik og popcorn. Elevatoren var uden på centeret så man kunne se ud mens man kørte op eller ned. Vi var meget imponeret over det hele.

Vi så en film der hed definitely maybe, den var rigtig god, den var på engelsk med vietnamesiske undertekster. Det var en rigtig pige-film.

Søndag kommer rengøringsdamen. Trang’s far kommer igen, denne gang skal han lave håndvasken på badeværelset, den hænger kun i vandrøret som er utæt og drypper. Sikke en redelighed med det her hus, der er hele tiden noget galtJ Godt trang’s far kan lave det.

Hverdagen opg E

E: Indlæg i bloggen (Efter 12 uger) Indlægget skal indeholde en beskrivelse af din hverdag således at studerende i Danmark kan få et realistisk indblik i denne. Du må altså gerne skrive noget om hvorledes livet uden for praktikken ser ud, men der skal også være beskrivelser fra din institutionshverdag.

Ja hvordan ser min hverdag ud. Jeg gider ikke skrive om, hvordan en dag på Sao Mai ser ud igen, det kan i jo finde både i min institutionsbeskrivelse og i pædagogik afsnittet.
Men min dag starter altså kl. 6.30, hvor jeg står op, går i bad og spiser morgenmad. Kl. 7.15 går jeg ned til bussen. Jeg tager bus 22 på arbejde og hjem igen hver dag. Der er lidt langt ned til den, men det er faktisk meget rart med en lille gåtur hver dag. Det er aldrig til at vide, hvornår den bus køre, men den som regel inden for 15 min. Jeg møder på arbejde kl. 8.
I starten tog jeg taxa til arbejde hver dag, jeg havde en fast aftale med en fast taxachauffør der kom og hentede mig hver morgen og hver eftermiddag. Det blev lidt dyrt i længen, men var dejligt sikkert i starten, hvor jeg ikke vist hvor Sao Mai lå og hvilke busser der kørte der ud. Chaufføren var rigtig sød og god til engelsk, jeg lader hans tlf. nummer ligge i huset, hvis andre studerende skulle få brug for en taxamand.
Nu har jeg månedskort til alle busserne, det koster 80.000 om måneden, det er ca. 30 danske kr. Det kan da ikke gøres billigere.

Vi har pause på arbejdet fra kl. 11.30-14.00. Her spiser jeg frokost i cafeen med de andre volunteers. Lige nu er der mig, Thuy (fra Ballerup semi), Denise (fra Danmark), Orielle (fra USA) og Peter (fra England). Det er lidt forskelligt, hvad vi laver i pauserne, men enten så sover vi til middag, tager i Big C, som er et supermarked ligesom Bilka, tager på internetcafe eller almindelig cafe. Mig og Thuy har da også brugt et par pauser på vores workshop, jeg har læst en super god bog på engelsk (hvilket jeg aldrig troede jeg ville komme til) osv. Tiden kan godt være lang en gang i mellem, men så kan man jo snuppe en lur.

Kl. halv 5 har jeg fri. Jeg tager bussen hjem, og på vejen hjem går jeg ned og køber brød til aftensmad og morgenmad næste dag. Vi har en lille brøddame i nærheden af, hvor vi bor. Når jeg kommer hjem tjekker jeg lige mails, og så kommer pigerne hjem. Vi spise sandwich til aftensmad næsten hver dag når vi har været på arbejde. Det lyder ret kedeligt og ensformigt og det er det også. Det tager bare så lang tid at gå ud og spise og vi er trætte, og jeg er sikker på der ikke kan laves særlig meget andet mad i vores køkken. Det er i hvert fald let med de sandwich. Torsdag, fredag, lørdag og søndag går vi altid ud og spiser. Det sker altså også de andre dage en gang i mellem.

Stort set hver mandag aften er vi på Koto, som jeg også har skrevet om før. Koto er faktisk en restaurant, som uddanner unge ”gadebørn”, så de får en bedre fremtid. Mandag aften mødes de unge og frivillige så, målet er at de unge skal blive bedre til at tale engelsk. Vi taler en masse engelsk, leger forskellige lege, spiller spil, synger karaoke osv. Det er faktisk rigtig hyggeligt.
De andre aftner går med blogskrivning, snakke skype med dem fra Danmark, film osv.

Weekenderne bruger blandt andet på at rejse, jeg har indtil videre været i Halong Bay og Sapa. 2 super gode ture. Vi har fri næsten hver fredag, så det er intet problem at tage en forlænget weekend. Ellers er vi ude og shoppe, og rundt i Hanoi. Hver søndag har vi rengøringsdame. Så der har vi lige 4 timers afslapning, ellers plejer der at være fart på i weekenderne.
I starten arbejdede vi rigtig meget for at tjene timer ind til at kunne holde ferie og opleve resten af Vietnam. Det var faktisk ret hårdt, men nu er det rart at kunne holde en masse ferie.
Jeg vil sige at tiden her flyver af sted, alting tager bare længere tid her, og der er bare så meget vi skal nå. Men vi skal nok nå det hele.

Sådan spiser mine børn

Den første dag var det svært at få de 2 drenge til at spise selv. Jeg tror ikke de forstod, at det var i orden at de tog skeen selv. Thrang tog hele tiden min hånd og førte den hen til skeen, hvor efter jeg prøvede at gøre det samme med hans. Han tog skeen et par gange selv. Minh ville slet ikke selv, hver gang jeg prøvede at tage hans hånd hen til skeen træk han den tilbage. Og hvis jeg tog skeen hen til hans hånd flyttede han hånden.
Minh er svær at made, for han vil ikke spise. Han ryster vildt på hovedet, det var meget svært for mig, fordi jeg ikke vil tvinge ham. Det er så grænseoverstridende. Jeg fandt hurtigt ud af at, hvis jeg ligger min hånd på hans skulder, åbner han munden og er klar til at spise. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men jeg føler ikke jeg tvinger maden i ham på den måde, fordi jeg jo ikke holder fast i ham, men blot hviler hånden på hans skulder. Jeg har ikke lagt mærke til at lærerinderne har holdt rigtig fast i ham, når de har madet ham, for ellers kunne det måske være det han frygtede ville ske og derfor skynde sig at åbne munden.
Jeg vil sige at det går fremad, for i dag spiste Thrang næsten alt hans mad selv. Minh går det lidt op og ned med. I dag kunne jeg næsten ikke får ham til at spise noget, måske han ikke var sulten. I går gik det nemlig rigtig godt, han spiste uden min hånd på hans skulder.
Den ”strenge” lærerinde i min klasse, som alle børnene er bange for blandede sig meget i, hvor meget mine 2 børn spiste i dag. Det irriterer mig rigtig meget, hun har da nok at se til med de 5 børn hun sidder og mader. Hun blev ved med at sige til Thrang at han skulle tage en mundfuld til, det er i hvert fald hvad jeg tror hun sagde. Thrang så ikke altid alt for tilfreds ud, og tog en ny mundfuld hver gang. Det irritere mig fordi der var masser tid tilbage, så ingen grund til hele tiden at skynde på ham. Da han var færdig med at spise og jeg havde givet ham vand, som de altid får til sidst, kaldte hun ham over til sig for at give ham mere mad. Hvad sker der? Så måtte jeg slå i bordet og sige ”no, no”:-). Jeg sagde til hende at han havde spist rigtig meget mad, lige så meget som han plejer. Jeg tror ikke hun forstod andet end no, men hun gav ham ikke mere. Synes altså det var lidt strengt.

Pædagogikken opg D

D: Institutionens pædagogik (Efter 10 uger) - hvilken uddannelse har de ansatte i institutionen - hvilke(n) faggruppe(r) udfører det arbejde, der ville blive varetaget af pædagoger i Danmark - (hvilke pædagogiske uddannelser findes der i landet) - hvordan forklarer de aktiviteterne og deres handlinger og relationer i forhold til børn eller brugere? - er den styret af en “læseplan” eller andre centrale forordninger - hvilke didaktiske overvejelser gør de ansatte - hvilke sider af læringen lægges der vægt på - hvilke specielle træk ved pædagogikken gør indtryk på dig - hvordan ser en typisk dag – uge ud?

Uhh pædagogikken på Sao Mai. Jeg synes virkeligt det er svært at forklare, hvor skal jeg dog starte.
Jeg vil starte med lærerinderne. Her nede kaldes det ikke pædagoger, men lærerinder, og der lægges stor vægt på undervisningen. Der er forskellige uddannelser som lærerinde, med forskellige længder. Nogle af lærerinderne er universitet uddannet, det er hovedlærerinderne. Andre har en kortere uddannelse, man kan måske sammenligne dem med pædagogmedhjælperne i Danmark. Der findes ingen uddannelse inden for specielområdet, så lærerinderne er uddannet til at arbejde med ”normale” børn. Derfor kan det være svært for dem at forstå børnene behov og væremåde.

Som tidligere nævnt lægges der stor vægt på indlæringen hos børnene. Børnene har 2 lektioner om formiddagen og om eftermiddagen, selv de helt små børn på 2-3 år. Hver måned er der et nyt emne børnene skal lærer om f.eks. dyr, frugt osv. Undervisningen i min klasse foregår enkeltvis på den måde at alle børnene sidder rundt om et bord og leger med legetøj. Lærerinden sidder ved et andet bord, hvor børnene enkeltvis eller to og to kommer op og lave forskellige ting.
Vi har af og til frileg, det foregår på den måde at børnene er i klasselokalet uden noget legetøj. Børnene leger altså med sig selv (nogle gange med de andre børn) og med lærerinderne. Børnene er meget kreative til at finde på noget at lege med f.eks. mine sko, stolene osv.
Jeg synes også at der lægges stor vægt på at børnene kan sidde stille på en stol, det kommer til udtryk når der er undervisning, hvor de ikke må rejse sig og hente et stykke legetøj i den anden ende af bordet. Jeg tror det er fordi børnene her i Vietnam opdrages til at indordne sig.
Jeg vil sige at deres anerkendelse kommer gennem kys og kram. Jeg tror jeg har skrevet det før, lærerinderne kysser og krammer børnene som om det var deres egne børn. Mange af børnene opsøger også selv denne anerkendelse. Jeg kan mærke det nu, hvor de kommer hen til mig vender kinden til og stikker den helt hen i hovedet på mig. Børnene kysser også nogle gange mig på kinden.
Der er også ros og belønning når børnene gør noget godt eller rigtigt. Når de gør noget rigtig klapper lærerinderne i hænderne og hviner: ”whiiiii”. Belønningen kommer i form af slik, legetøj, kys og kram.

Vi er sjældent ude, men har et motorik rum som bruges en gang om ugen af hver klasse. Her render børnene rundt og bruger de forskellige ting i rummet rutschebanen, trapperne, cyklerne osv. En gang om dagen har børnene undervisning, hvor de skal bruge hele kroppen f.eks. gå på line, hoppe trampolin, spille med bolde osv.

Hvad børnene skal lære og emnerne bestemmes oppe fra, men måde det gøres bestemmer lærerinderne. Nogle gange virker undervisningen ikke så gennemtænk, det virker som om det er en aktivitet de lige finder på. De har godt nok et uge skema, og så vidt jeg har forstået står der på skemaet, hvilke emner lektionen skal handle om. Lige som et almindeligt skoleskoleskema, hvor der står danske, matematik og geografi. Så står der bare kommunikation, bevægelse og sanser.

En typisk dag på Sao Mai i min klasse, hvor børnene er 2-3 år. Jeg har faktisk skrevet det i institutionsbeskrivelsen, men her får i det lige igen.
Børnene kommer mellem 8.00 og halv 9. Når alle børn er kommet, er der morgensang. Her kommer børnene en efter en op til lærerinderne siger godmorgen. Første siges der: ”godmorgen jeg hedder….”, så ”godmorgen lærerinder”, og til sidst ”godmorgen alle sammen, jeg vil nu synge en sang” og så der bliver sunget en sang.
Dernæst er der undervisning. Det kan være i form af læring om ord, at spise, former, farver osv. Bagefter er der som regel leg med forskellige redskaber fx bolde, trampolin, musik og dans også sådan eller bare fri leg.
Undervisningen forgår ved at alle børnene sidder rundt om et bord sammen med lærerinderne og f.eks. skal gentage de ord de siger, samtidig med at de ser et billede af tingen. Andre gange sidder de rundt om bordet, som er fyldt med klodser, en af gangen kommer de op til en lærerinde ved et andet bord og bliver undervist enkeltvis.
Kl. 10.15 gøres det klar til frokost. Der er frokost fra kl. 10.45 til 11.15 ca.
Kl. 11.15 gøres klar til at børnene skal sove til middag og 11.30 ligge alle klar. De sover indtil kl. 14.00.
Efter middagsluren er det snacks tid, hvor børnene får chips, brød eller lign. Og mælk og grød til.
Ca. 14.30 er der undervisning igen. Efterfølgende er der fx musikundervisning eller igen fri leg.
Børnene bliver hentet mellem 15.30 og 17.00

At spise selv

Et af mine projekter på Sao Mai går ud på at lære nogle flere børn fra min klasse at spise selv. Frokost tiden er altid en meget stresset tid, eller det synes jeg i hvert fald det er. Så min tænke er, at det ville være mindre stressende, hvis ikke lærerinderne skulle made så mange børn. På den anden side kan det også være det giver en anden form for stress, fordi lærerinderne synes at børnene spiser for langsomt, vi får se.
Jeg tror også, det vil gøre børnene mere selvstændige og give dem mere selvtillid.
Jeg har valgt to børn til at starte med, Minh og Thrang. Minh har intet verbalt sprog, han leger meget for sig selv og har derfor meget lidt kontakt til de andre børn. Jeg håber på at de to drenge kan får lidt kontakt til hinanden ved at sidde sammen og spise. Thrang er en udadvendt dreng og langt fremme i sin udvikling. Grund til at jeg valgte ham, er fordi jeg en dag sad ved de 2 andre børn der spiser selv, og Thrang kom hen og var meget interesseret i hvad vi lavede. Han tog de andres ske og ville spise deres mad. Hans var uden tvivl interesseret i at spise selv. Jeg håber også at hans iver kan være med til at motivere Minh.

Thrang

Minh til venstre.

Ren afslapning i Halong Bay

Så så man lige mig, jeg tog lige et smut til Halong Bay med to piger fra Sao Mai.

Denise fra Danmark og Orielle fra USA som begge er frivillige på Sao Mai.

Jeg har snakket engelsk hele weekenden. Selv når det bare var mig og Denise glemte vi at snakke dansk, det var ret så mærkeligt. Tungen slog knuder en gang imellem, men jeg kan mærke at jeg bliver bedre til det, og det er dejligt. Jeg er også begyndt at tænke på engelsk nogle gange, det følelse altså super mærkeligt.

Vejret fredag var ret overskyet, det var lidt ærgerligt. Vi spiste frokost på båden og var ude og ro i kajak, hvilket mig og Denise er pænt dårlige. Vi kunne slet ikke finde ud af det. Denise havde aldrig prøvet det før og jeg har prøvet at sejle i kano en gang. Så det gik ikke så godt. Men der var bare så smukt.

Vi havde to nætter på ”vores” private ø. Vi sov i små hytter, det var så hyggeligt.
Vores privat ø

Mig i vores hyggelige hytte.

På øen havde de et par store hunde, den ene så ret åndskabsfuld ud, den havde sådan nogle onde øjne, men den var helt vild med mig. Jeg var nu mere vild med dens unger de var bare så søde.

Lørdag var det bare super vejr. Vi lå på stranden i solen det meste af dagen. Vi tog over til en anden ø Cat Ba og spiste frokost med en taxabåd. Vi var også i havet en enkelte gang, det var godt nok koldt.
Her er jeg på stranden, vi lå også i bikini og fik dejlig kolde drinks.

Vores taxabåd, den var ret usikker. Og jeg var usikker på om den ville klare hele vejen hjem fra Cat Ba, men det gik:-)

Om aftenen drak vi lidt drinks, der var happy houre fra 20-22, og Carlsberg øl for 1 $.

Søndag var det tid til at komme tilbage til Hanoi. Vejret var skønt om morgen, men jo nærmere vi kom på Hanoi jo mere skyet og toget blev det. Så nu er jeg tilbage i Hanoi, og jeg er blevet dejlig brun, SKØNT.

Workshop

Mig og Thuy skulle afholde vores workshop i dag fra 8-11. Vi har forberedt os meget og jeg var faktisk ret nervøs fordi det jo skulle foregå på engelsk. Lars, Thue og Morten fra seminariet er i Vietnam og skulle med til vores Workshop. Udover dem kom også de andre danske studerende fra børnehaven Mie, Mai, Tina, Tina, Rasmus og Anine. Der skulle også komme nogle af lærerinderne fra Sao Mai, 21 i alt, Dr. Lan kom også.
Jeg havde lokket pigerne fra mit hus rigtig tidligt op. Jeg skulle jo være der i god tid og sætte projecteren til computeren til vores diasshow. Der sad vi så og ventede, da jeg havde fået det hele til at virke. Klokken blev 8 og 10 minutter over 8. det undrede os meget at der ikke var kommet nogle endnu, hverken lærerinderne, vores lærer, Dr. Lan eller nogle andre. Vi var sikre på det var kl. 8. for Lars havde skrevet det i mailen til os, og vi havde snakket med ham om det søndag, hvor vi var ude og spise med dem.

Klokken blev sørme også 8.20 og der var stadig ikke kommet nogle.

Her er jeg lidt træt af at vente på dem alle sammen og vil bare gerne have den workshop overstået.
Nåhh, men mine nervøsitet nåede da at forsvinde helt. Jeg synes det var lidt useriøst at ikke en gang Lars, Thue og Morten kom til tiden. Godt nok har vi hørt mange historier om at vietnameserne tit kommer når det passer dem, men det her kunne ikke passe.
Endelig fandt vi sekretæren, som også skulle oversætte fra engelsk til vietnamesisk. Hun forklarede os at det først var fra kl. 9, det havde vi sagt i sidste uge. Det har mig og Thuy aldrig snakket om, men okay, vi kunne jo ikke starte før folk kom.

Morten, Thue og Dr. Lan
Lars var syg og kom derfor ikke. Thue og Morten kom og det var rigtig rart.

Phuong som oversatte for os.
Min nervøsitet besluttede sig for at komme igen, og da vi startede kl. 9, var det med rystende hænder jeg prøvede at byde folk velkommen og læse hvad der stod på mit papir.

Generelt og kort synes jeg at workshoppen gik godt. Nervøsiteten forsvandt hurtigt igen. Der var enkelte misforståelser, hvor lærerinderne følte sig angrebet, hvilket bestemt ikke var meningen. Det er skide svært at forklare tingene på engelsk, kort og præcist så det kan oversættes til vietnamesisk uden der opstår misforståelser.
Vi fortalte om de ting der har undret os de 2 måneder vi har været der. Vi havde 3 emner struktur, frokost situationen og bevægelse. Jeg vil sige vi fik nogle gode diskussioner om emnerne og nogle få misforståelser, som tidligere nævnt. Det mest sjove var næsten at Dr. Lan midt imens mig og Thuy stod og snakkede gik ud og hentede the til Thue og Morten. Og hvis en mobil ringede tog de den også bare og sad og snakkede, det var både Dr. Lan og lærerinderne. Sådan kan jeg altså ikke forstå, det virker lidt som om de faktisk er ret ligeglade med hvad vi står og siger.
Jeg må indrømme at jeg gik lidt sort til sidst. Jeg prøvede at forklare noget, hvor de bare ikke forstod hvad jeg mente. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige, for når jeg prøvede blev det endnu mere rodet og så blev det noget værre møg. Da havde jeg stået i næsten 3 timer og forklaret på engelsk, jeg kunne ikke mere. Thuy hjalp mig heldigvis. Rasmus og Anh Vu kom også lige på banen for at hjælpe, det var rart.
Vi fik ”grønt lys” fra ledelsen til at lave alle projekter.

De to første projekter jeg skal beskæftige mig med er, at jeg skal hjælpe to børn med at spise selv. Jeg håber det måske kan gøre frokosten mindre stressede for både børn og voksne. De voksne får mere tid til de børn de mader, hvis det kun 2-3 børn. De børn der spiser selv hjælper jeg jo så og de får min kontakt. Og desuden skal frokosten forlænges med 10 min. i en periode. Grunden til det er for at give børnene mere tid til at social udvikling og for at hjælpe dem til mere selvstændighed.
Det andet projekt går ud på at børnene får lov til at have noget free time, altså noget tid på dagen, hvor der ikke er planlægt hvad de skal lave. De kan rende rundt og skrige, danse, hoppe, kravle eller hvad de har lyst til. Nogle børn har brug for at bruge deres energi andre har måske brug for noget andet.
Så nu er bare med at se at komme i gang. Super dejligt at den workshop er overstået, det var ikke så slemt som forventet. Nu glæder jeg mig bare til at se de andres workshop i morgen.