Fantastisk hvid hud

Bussen var fyldt i dag da jeg skulle hjemad fra arbejde. Jeg gik hen til døren i god tid da jeg skulle af, for at være sikker på at nå af. På et sæde i nærheden sidder en midaldrende dame med sin teenager søn ved siden af sig. Jeg tror i hvert fald det var hendes søn. Meget besværet strækker hun sig ud og rør/aer ved min arm, meget mærkeligt. Drengen ved siden af hende vender øjne af hende og sige noget til hende. Han lignede en der var ret flovt over hende. Hun kigger meget på mig, og smiler til mig og prøve igen at nå mig, men denne gang kan hun ikke. Drengen fortæller mig på engelsk, at hun synes, min hud er meget flot. Mærkelig fornemmelse at hun ville røre ved min hud, fordi jeg ser anderledes ud. Hud er vel hud. Hehe.
Her i Vietnam kan man få en masse creme som gør ens hudfarve lysere, nogle går med paraply når solen skinner og er meget fascineret af vores hudfarve. Det virker som om man altid vil have det man ikke har. I Danmark er det jo lige omvendt vi kan købe bruncreme, går i solarium og vil helst gerne være brune. Sådan er virkeligheden nok bare, man beundre det man ikke selv har.

Alt vendt op og ned

Så er jeg tilbage på arbejde igen. Vi skal snart holde workshop, hvor Lars og Thue fra seminariet kommer. Workshoppen går ud på at vi skal fortælle om de ting der undre os og så skal vi diskutere dem.
Inden jeg tog til Sapa havde jeg planlagte hvilke emner jeg ville tale om på workshoppen. Det der undrer mig mest er at vi ikke bruger symbolkortene for at gøre dagen overskuelig for børnene. At børnene øver sig i at spise i specielle timer, og dem der er ”gode” får ikke lov til selv at spise til frokost. Og den sidste ting er, at børnene sidder rigtig meget ned og venter på at aktiviteter skal gå i gang.
Så tager jeg til væk fra Sao Mai i 5 dage og da jeg kommer tilbage har de ændret alle de ting. Symbolkortene bliver brugt rigtig meget nu, det havde vi så også snakket om inden jeg tog af sted så det er kun godt. I timerne er børnene delt i 2 i stedet for at sidde ved et stort bord. Det er for nemmere at kunne få alle børn med i undervisningen. Det havde vi også snakket om inden jeg tog af sted, men jeg troede faktisk ikke de ville tage det til sig. 2 af børnene spiser selv til frokost nu, det er jo helt fantastisk. Men hvad skal jeg nu snakke om til min workshop????
Jeg har heldigvis også andre ting, jeg har undret mig over. Det virkede bare så underligt at komme tilbage og så mange ting var ændret. Det var heldigvis kun en positiv omvæltning.

Sapa

Vi pakkede vores store backpacker tasker, så vi var klar til at tage af sted. Orielle (en frivillig fra Sao Mai) skulle med os, så vi mødtes i vores hus. Hun havde kun en lille bitte taske med. Da jeg så blev jeg hel forbavset, og tænkte om jeg mon havde pakket for meget. Sådan plejer det at være med mig, jeg pakket altid alt for meget.
Der kom en mand og hentede os kl. 20. vi gik til tog stationen, fordi vi ikke gad vente på en taxa. Vores togvogn var nr. 17. vi gik langs toget og kiggede ind i de flotte, hyggelige kupeer, med store tykke madrasser. Toget på den anden side havde usle, beskidte kupeer med meget tynde madrasser. Vi grinede lidt af det, og synes det var rart vi ikke skulle have det tog. Men vi skulle ikke have grinet, for togvogn 17 var den allersidste og lignede det andet togs kupeer. Vores kupe var beskidt og snusket, sengene var bare så hårde. Det værste var næsten toilettet, som var et hul ned til skinnerne. Så man kunne ikke sidde ned, vi måtte står på hug. Vi kunne ikke lade være med at grine af det. Vi delte vores kupe med en ung mand fra Australien. Jeg sov nederst og fik da sovet en del den nat. Jeg vågnede godt nok mange gange, men det var okay.
Vi skulle ankomme med toget kl. 5.30. Orielle havde sat sit ur til at vække os. Men det ringede åbenbart ikke. Lige pludselig siger Mai bare, jeg tror vi skal af nu, og så var det med at komme op og få samlet alle ting sammen. En meget sur mand bankede på vores dør. Vi skulle også nå at tisse, for vi skulle ud og køre i bus i en time. Det hele gik meget stærkt, men vi huskede og nåede alt.
I toget:



Det var meget toget og diset så vi kunne ikke se så meget på busturen. Vi kørte op i bjerget, kom til Sapa og fandt hotellet.
Det var meningen vi skulle på vandre tur og så på homestay den dag, men det havde de ændre så der var byttet om på dagene. Så vi tjekkede ind på hotellet, fik et hurtigt bad og morgenmad og så skulle vi på tur.
Vores guide var en ung pige på 18 år, hun var smadder sød og sjov. Vi skulle til en landsby der hedder Catcat. Vi gik ned af bjerget for at komme til landsbyen. På vejen mødet vi en kæmpe okse, vildsvin med unger som bare gik der i vejsiden. Vi så rismarker og bjerge det var bare så flot. Man skal betale for at komme ind i landsbyerne, det var en del af vores tur så vi havde allerede betalt.
Vi gik på en lille sti ned af bjerget og så de få huse i landsbyen og menneskerne, som var fra en speciel stamme og havde specielt tøj på.
Vi så et flot vandfald, hvor vi holdte pause. Og så var det ellers tilbage til hotellet og det gik opad. Det var så hårdt og solen bagte på os. Vi tog en smut vej op af en meget stejl, lidt mudret bakke.
Eftermiddagen havde vi for os selv. Vi gik rundt i Sapa, så på butikker, folk og var inde forskellige steder og få lidt og drikke, det var smadder hyggeligt. Om aftenen spiste vi på hotellet og gik ud og fik en øl, alt strømmen var gået. Vi sad meget stearinlys og drak øl.


Billeder fra første dag:
Okse

Rismarker



Vandfaldet:







Smut vejen:


Øl i mørke:

Anden dag regnede det helt vildt da vi spiste morgenmad, så vi frygtede for resten af dagen. Da vi kom af sted havde vi regnslagene parate. Vi fik da også brug for dem, men kun en enkelt gang og det var kun en lille byge. Denne dag var ikke så fysisk hård, det var mere koncentrationen der virkelig skulle bruges. Vi skulle gå på sten og på line på mellem rismarkerne. Vi havde små vietnamesiske damer med på turen, en til os hver til at hjælpe os. De var lidt irriterende i starten, og jeg viste ikke rigtig hvorfor de skulle med os, men det var rigtig dejligt med en hånd når det var alt for svært at komme over vandet og fra sten til sten.
Vi ankom til vores homestay omkring kl. 15. Jeg blev altså lidt skuffet. Jeg havde regnet med at det var et lille bitte hus, hvor vi skulle sidde på gulvet og spise, og sove på sivmåtter mellem vietnameser mor og vietnameser far. Men sådan var det ikke. Det var nærmest bygget til turister, og der var dejlig tykke madrasser og myggenet. Vi var 11 turister der boede der den nat.
I byen var der ikke meget at se så det var hurtigt overstået. Det var nogle lange timer fra vi ankom og til vi skulle spise. Vi gik tidligt i seng og sov så fantastisk.
Billeder fra Homestay







Dejlig prinsesse-seng



Så skal døren lukkes:


Sidste dag skulle vi igennem en bambusskov og hen til en anden lille landsby. Mine kræfter var sluppet op, jeg følte slet ikke jeg kunne noget som helst og min stakkels krop var så øm. Stierne var meget mudret så det var meget svært at gå. Vi gled rundt. Denne dag var heldigvis ikke så lang som dagen forinden. Det havde jeg aldrig klaret. Jeg svedte som et svin og solen brændte igen ned. Tilbage på hotellet fik vi snuppet et bad og fik lidt aftens mad og så var det ellers med bussen til stationen og toget tilbage til Hanoi.


Mine sko efter en tur gennem bambusskoven.

I Sapa området er der 5 forskellige minoriteter. I hver af de landsbyer vi har set, boede der forskellige minoriteter. De forskellige stammer har forskelligt tøj på. Nogle har røde tørklæder på hovedet, andre har sorte bukser og forskellige farver bluser og andre har blåt tøj på.



Billeder af de forskellige tøjbeklædninger.

Det var en kanon smuk og god tur, men den var også frygtelig hård. Jeg har fået dejlig brune arme og lidt farve i hovedet.
Da jeg kom hjem i morges var der kommet mail fra mormor og morfar, Mia og Camilla. Jeg begyndte bare at tude da jeg læste jeres mail. Jeg savner jer alle sammen så meget. Men bare rolig jeg er blevet glad igen, prøv lige at tænke på hvor meget jeg oplever.

En mand som bære mad til okserne


En families hus midt nede på bjerget

Den smukke natur

Målformulering, opg. c

1. mål: Jeg vil sætte mig ind i og prøve at få en forståelse af landets kultur.

Hvordan: Jeg vil læse om kulturen, tage rundt i landet, tage på forskellige museer, deltage i arrangementer jeg bliver inviteret til og snakke med de indfødte jeg møder.

Målet er opnået, når jeg har sat mig ind i kulturen og når jeg forstår nogle af de ting vietnameserne gør. Jeg vil løbende reflektere over det på min blog.


2. mål: Jeg vil sætte mig ind kulturen og pædagogikken på Sao Mai center.

Hvordan: Jeg vil snakke med lærerinderne i klasserne, med de andre frivillige og med dr. Lan, som er leder på Sao Mai om kulturen og pædagogikken.

Målet er opnået når, jeg har fået en forståelse af hverdagen. Jeg vil reflektere over det på bloggen.


3. mål: Jeg vil deltage aktivt i hverdagen i klassen. Jeg vil gå i dialog med lærerinderne om situationer, som anderledes end det jeg kender til.

Hvordan: Jeg vil hjælpe lærerinderne igennem dagen, være åben, nysgerrig og villig til at lære og lære fra mig.

Målet er opnået når jeg kan se at jeg har fået svar på mine undrende spørgsmål eller i hvert fald diskuteret dem med lærerinderne, dr. Lan (og evt. de andre frivillige på stedet).


4. mål: Jeg vil arbejde med min kommunikation til børnene og lærerinderne. Jeg vil være åben for at lærer ord, sætninger og vendinger på vietnamesisk.

Hvordan: Jeg vil snakke dansk eller engelsk til børnene. Jeg vil i dialogen lægge stor vægt på kropssprog og toneleje, for at tydeliggøre for børnene, hvad jeg siger til dem.
I dialogen med lærerinderne vil jeg tale langsomt og tydeligt og også bruge kropssprog, da ikke alle lærerinder er så gode til engelsk.
Jeg vil tilegne mig viden om sproget ved at spørge lærerinderne og være åben for at lærer nye ord. Jeg vil tælle sammen med børnene og øve forskellige dyrenavne med dem.

Målet er opnået når min kommunikation er forbedret.


5. mål: Jeg vil udnytte af jeg ikke er en del af normeringen.

Hvordan:
- Da jeg ikke er en del af normeringen vil jeg prøve at være i forskellige klasser for at se forskellen fra klasse til klasse.
- Jeg vil lave forskellige forløb med et enkelt barn eller en hel børnegruppe (gerne noget med bevægelse, da jeg synes børnene sidder meget stille i løbet af dagen).

Målet er opnået når jeg har fået indsigt i hverdagen i forskellige klasser/aldersgrupper. Og når jeg har lavet forskellige projekter og forløb. Projekterne/forløbene vil jeg evaluere med lærerinderne og dr. Lan.
Jeg vil beskrive, forklare og evaluere mine projekter/forløb på bloggen.

Sao Mai

Ny dreng

Der er kommet en ny dreng i klassen, eller det vil sige han har været der et stykke tid nu. Han græder hver dag, stort set hele dagen. Der er bare ingen der gør noget, og hvis jeg spørger hvorfor han græder får jeg af vide at det er fordi han er ny. Måske der kunne være en anden grund, eller man skulle prøve at gøre noget. Nåhh men det blev altså mit projekt, at prøve at få ham til at føler sig tryg på Sao Mai, i klassen, ved mig, børnene og lærerinderne.
Jeg startede med at tage ham op i visiter rummet. Og så blev der ellers sunget danske børnesange, da jeg havde observeret at han var mere rolig når vi sang i klassen. Den første gang grad han stadig meget i starten. Vi tegnede, hvilket han er meget glad for og sang og sang. Til sidst faldt han til ro. Han nyder også at kigge på de tal vi har, og putte ting ud af den ene skål og putte dem op i den anden. Der gik et par dage, hvor jeg havde ham med der oppe og jeg kunne jo ikke blive ved med at tage ham ud af klassen. han grad ikke længere når vi var i visiter rummet, han stoppe faktisk med at græde så snart vi kom ud på trappen.
Min tanke var så at prøve at lave ting med ham i klassen, imens de andre børn havde undervisning. På den måde tænkte jeg han kunne vænne sig til at alle børnene var omkring ham og samtidig føle sig tryg fordi han havde min fulde kontakt. Ind til videre har jeg kun prøvet det en gang, men det virkede godt. Han faldt til ro og vi lavede puslespil, mens de andre legede med klodser. Da de andre var færdige med klodserne, var de helt vildt interesseret i hvad vi lavede og vi måtte også stoppe. Drengen var med til næste time uden og græde. I går græd han slet ikke. Nu må vi se, hvordan det går, hvis han stadig græder forsætter jeg mit lille projekt.

At være sig selv og gøre som man plejer.

Ann, som er fra England, og som har undervist lærerinderne i hvordan man mest lærer fra sig i et 1 år nu, var i klassen i dag for at se hvordan lærerinderne underviste børnene. Anh, som er engelsk vietnameser, var med for at oversætte. Så synes jeg bare det er så irriterende at lærerinderne ikke er/gør som de plejer, det var de heller ikke da de danske studerende var der.
Det var lige som om de prøvede at please Ann, gøre alt det hun gerne ville have. Det er jo på en måde forståeligt nok, at de gerne vil have det til at se ud som om alt et perfekt.
De brugte symbolkortene ved hver aktivitet, det plejer de slet ikke. De har brugt dem en sjælden gang på det sidste, efter jeg er brugt dem (tror jeg). Altså de bliver hængt op hver dag, i voksen højde, men næsten aldrig vist til børnene, hvilket jeg synes er ærgerligt. Men i dag brugte de dem flittigt. De var også meget mere obs på at få alle børn med i aktiviteten, eller i hvert fald gøre et større forsøg end normalt, de skældte ikke lige så meget ud og sådan.
Ihh altså så var det mig der skulle sidde og sige til Anh og Ann, at det altså ikke plejede at være sådan. Og det havde jeg det bare rigtig dårligt med. På den anden side er det jo for børnenes bedste. Jeg kom også med nogle forslag til hvad vi kunne gøre anderledes.Jeg fik også snakket med lærerinderne om jeg gerne vil lave nogle ting med hele børnegruppen og sådan nogle ting. Det var rigtig rart. De er bange for at spørge mig om at gøre ting, fordi de er bange for jeg ikke vil eller føler det for uoverskueligt. Plus de har givet mig i ”nemme” børn i spisesituationerne, hvilket jeg havde observeret, men ikke rigtig vidst hvordan jeg skulle forklare at de ikke behøvede. Jeg har prøvet, at sige jeg godt kunne hjælpe mere end et barn med at spise. De andre lærerinder sidder med 4 eller 5 børn og jeg har et… hmm men de siger bare det ikke er nødvendigt. Ang siger jeg skal bare gøre ting, lade hver med at spørger hele tiden, for lærerinderne vil gøre det let for mig så jeg kan lide at være der. Det bliver bare lidt kedeligt i længden hvis man ikke får lov til at lave noget.

Weekend

Fredag havde vi alle fri, og vi tog ind til Hoan Kiem søen. Vi shoppede og bestilte vores tur til Sapa. Vi tage af sted onsdag aften og kommer hjem igen søndag morgen. Vi skal ud og se forskellige små landsbyer og bo på homestay den ene nat. Der skulle være rigtig smukt der oppe og helt frisk luft, imod sætning til her i Hanoi, hvor der er så meget os osv.
Om aftenen var vi på markedet, Hanois største. Vi tog bussen der ud og havde lidt problemer med at finde det. Vi stod af et stop for sent og måtte tage bussen tilbage igen. Markedet var en lang gade med butikker i midten. Så man skulle hele vejen ned af den ene side og så den anden side bagefter. Det var en meget lang gade. Da vi havde gået hele den ene vej, viste det sig at vi endte nede vi Hoan Kiem søen, så vi havde slet ikke behøvet have alt det besvær med at tage bussen. Nåhh men vi fik da i hvert fald en tur ud af det. Og vi fik købt en masse ting på markedet.

Lørdag tog vi igen op til søen, vi skulle nemlig have købt store backpacker tasker til alle vores ture rundt i Vietnam. Vi skulle alle sammen have en, og så var det bare om at prutte med prisen. Vi var bare så gode til og vi fik nogle gode tasker. Jeg købte både en stor og lille, hvis nu vi skal på endags tur eller noget.

Om aftenen var vi ude og spise sushi. Jeg var ikke meget for det, men jeg havde lovet de andre at prøve det, inden vi tog af sted. Jeg må sige det absolut ikke er noget for mig. Tangen smagte ikke godt og sojaen var heller ikke god. Fisken i sig selv var ikke slem, den smagte faktisk ikke af så meget, men det var en speciel oplevelse. Vi fik nogle bønner, de smagte rigtig godt, så jeg spise næsten dem alle sammen.
Vi sad på række og foran os kørte tallerkner rundt på et bånd. På tallerknerne var alle mulige små retter, man kunne tage. Tallerknerne havde forskellige farver, alt efter hvad de kostede. Det var sådan en slags buffet. Vi bestilte bare noget forskelligt hos tjeneren, det var en meget god måde. Vi fik da i hvert fald smagt noget forskelligt.

Efter aftensmaden tog vi ind til søen igen og fik nogle øl og drinks inden vi tog hjem i seng.

Koto

Koto er en restaurant, hvor unge som har levet på gaden arbejder. De unge kommer tit til Hanoi, oppe fra bjerge af, for at få en uddannelse. Det er svært for nogle af dem, og det ender med at de ikke har noget arbejde eller noget sted at bo. Koto hjælpe de unge og lærer dem op til at lave mad og servere den.
Hver mandag aften er der komsammen på Koto Træningscenter for de unge og frivillige. Det er meningen at vi frivillige skal snakke engelsk med de unge så de bliver bedre og ellers bare have det sjovt. I mandags var jeg med. Vi sang kereoke, spillede twister og sjippede. Det var en rigtig god aften.


Det lød ikke så godt da vi sang, men vi havde det sjovt. Jeg skulle synge Hotel Californien sammen med en dreng, vi kunne kun onkværdet så jeg er sikker på det lød forfærdeligt:-)

På mandag skal mig og Mie der hen, der skal vi spille spil og lave forskellige ting udenfor fx volleyball.