tirsdag den 13. maj 2008

Skøn Skøn ferie

Så har min dejlige mor været og besøge mig her. Jeg har ikke haft tid til at opdatere bloggen, fordi vi skulle nå så meget.
De første dage skulle jeg jo vise hende rundt her i Hanoi. Så vi var inde ved søen, og spiste på alle de gode restauranter, jeg kender. Det var helt den omvendte verden, jeg fyldte hende over vejen, sagde hvornår hun måtte gå, og hvornår hun skulle vente. Og jeg styrede alle pengene. Hehe.
Mandag havde jeg mor og Anders med ude på Sao Mai. Det var skønt at vise min arbejdsplads frem, så de kunne se hvordan der er der. Vi var i min klasse i en times tid. Ha Vy (den eneste pige i min klasse) var meget interesseret i Anders, og sad på hans skød alt imens vi var der.




Og så fik jeg min uniform, så jeg ikke behøver bruge mit eget tøj når jeg er på arbejde. Helt fantastisk. Ser jeg ikke smart ud?

Tirsdag morgen tog vi så til Hoi An, mig, mor og Anders, på badeferie. Jeg kan love jer det var skønt. Vi havde sådan et fint hotel, med swimming pool og det hele. Byen var fyldt med skrædder og skomagere, der bare sad og ventede på vi kom og bestilte tøj og sko. Vi boede inde i byen, og lejede cykler når vi skulle på stranden, der var 4 km. Det var en varm, men rar cykeltur. Vi havde skønt vejr. Og mens vi lå der og nød solen/skyggen og den lille brise der kom, kom små gamle damer, med sorte tænder eller slet ingen tænder og ville sælge os alt muligt.

Anders var desværre syg de første par dage. Mig og mor fik bestilt masser af tøj og sko, mange forskellige steder. Jeg må sige vi ikke var helt tilfreds med det hele, men så ved jeg jo bare til næste gang, hvor de gør det godt og skidt (og det kostede jo næsten ingen penge).
Et par af de støvler vi fik lavet, har vi doneret til ”famse” som bor lige over for os. De støvler, kunne vi altså ikke lide, og famse kan sikkert få brug for dem til vinter eller sælge dem.

De sidste 2 dage tilbragte vi i Hanoi. Anders er taget til Sapa og Ha Long Bay så det var bare mig og mor. Det var rigtig hårdt at sige farvel igen, men det vidste jeg jo godt. Ville allerhelst bare med tilbage til Danmark, men sådan kunne det jo ikke blive. 2,5 måned tilbage, det skal nok går stærkt.
Men super dejlig ferie, og rigtig dejligt med besøg af mor.

Ingen kommentarer: