Min bekymring går mest på Tai. Han er lige fyldt 2 år. Hans udvikling er længere tilbage end de andres børns. Han er et tumle barn, som ikke helt har styr på motorikken. Han falder tit og går usikkert. Til gengæld er han rigtig nysgerrig, alt skal prøves og opleves. Han klatre højt op på stole, og han skal røre ved alt. Han putter mange ting i munden og mister hurtigt fokus, hvis der forgår andre ting i rummet. Han bider de andre børn eller river dem, hvis de fx tager hans legetøj eller hvis de er i vejen.
Tai får meget negativ opmærksomhed gennem dagen. Hele tiden er der nogle der retter på ham, fordi han ikke sidder stille, rejser sig fra stolen, river, bider, klatre op på ting, ser/rør de spændende ting børnene ikke må lege/kigge på og alligevel står i børnehøjde. Det skal også tilføjes, at han hver morgen får mange kys og kram. Mange af lærerinderne er helt vild med ham, og kommer ind og siger godmorgen, kysser og krammer. Jeg tror, bare ikke det kan opveje alt den negative kontakt han får i løbet af dagen. Jeg synes, det er vigtigt at tage hensyn til børnenes forskellige udviklingstrin og kunne godt tænke mig at lave noget andet med Tai imens de andre børn får undervisning. Jeg har ikke observeret ham så længe, men det jeg har set indtil videre, er en dreng der ikke får så meget ud af undervisningen. Han er ikke opmærksom på, hvad der sker, måske fordi der er så mange børn om et bord og en masse ventetid til hver enkelt barn får opmærksomheden. Jeg ville gerne øve noget motorik med ham, jeg er sikker på at han kan kravle f.eks. Og så kunne jeg godt tænke mig at lave nogle en-til-en øvelser med ham, med legetøj, klodser, billeder osv. For at se om det ville øge han koncentration. Så jeg skal have snakket med lærerinderne om det er okay.
torsdag den 28. februar 2008
tirsdag den 26. februar 2008
Omstillingsparate børn???!!!
Mandag formmiddag gik som planlagt med undervisning, leg, frokost og middagslur. Eftermiddagen var også planlagt med snack, undervisning, leg og farvel. Billederne af aktiviteterne var sat op på række som sædvanligt, så børnene kan følge med. (Billedet er ikke fra den dag, men er bare for at vise hvordan travlen ser ud).
En anden spøjs ting, er når børnene ser DVD. Så vidt jeg har forstået er det mandag formiddag og fredag eftermiddag ca. ½ time hver gang. Det er den samme DVD de ser hver gang, en kareoke DVD med børnesange, og så er der skruet op for fuld skrue. Det er alle klasserne på 2. etage, der er samlet, så der er rigtig mange børn. Lærerinderne bruger meget tid på at få børnene til at sidde stille. Nogle børn vil gerne danse, men det må de ikke. Men det mest mærkelige er, når lærerinderne more sig over, hvordan de kan skræmme børnene til at sætte sig ned ved at kigge ondt på dem, når de giver hinanden massage, eller når de står i baggrunden og snakker så højt at det overdøver den alt igennem trængende musik. Det virker som om børnene ikke rager dem en pind, lige i den halve time. Efter en halv time skynder alle sig tilbage i deres klasse og forsætter dagen.
Nye børn
Når et nyt barn skal starte er indkøring væsentlig kortere end i Danmark. I dag kom der et nyt barn med sine forældre. Forældrene var der i ca. 10 min., hvor de snakkede med en af lærerinderne. Der efter gik de og barnet blev. Han var ked af det, det meste af formiddagen, men det hele var jo også nyt. Han var med til at sove til middag og det hele, og blev hentet omkring kl. 4, en meget lang første dag. Hans forældre har været og snakke med dr. Lan inden selvfølgelig, men jeg har aldrig set dem før, og er ikke sikker på de har set nogle af lærerinderne i klassen før. I Danmark er forældrene i institutionen de første dage, sammen med barnet, og det har som regel korte dage til at starte med. Der er en pædagog der har ”et øje” på det nye barn hele tiden. Det er det jeg har oplevet. Her var der ingen der trøstede det nye barn, når det grad, kun mig. Det var virkelig svært for der var ikke noget der hjælp, men jeg prøvede mit bedste…Så sådan foregår indkøringen i Vietnam:-)
Pludselig kommer der en forældre ind, vi skulle lige til at have undervisning. Lærerinderne begynder at flytte rundt på de borde vi ellers lige havde sat op, forælderen finder en masse slik frem. Jeg var helt forvirret og vist ikke hvad der nu forgik, det tror jeg heller ikke børnene viste. Jeg fik til sidst af vide, at et barn havde fødselsdag og det skulle fejres. Jeg tror, de havde glemt alt om det, det virkede i hvert fald meget sådan. Bordene blev hurtigt arrangeret, og to andre klasser kom til fødselsdag. Nogle børn grad i starten, måske fordi de ikke viste, hvad der nu skulle ske, eller måske fordi der var så mange mennesker. Efter lidt tid faldt de dog til ro igen.
Der var så meget slik, det var helt vildt, men til sidst fik de da spist det meste. Der var sang og musik og jeg stod for at tage billeder. Det var meget hyggeligt.
Der var så meget slik, det var helt vildt, men til sidst fik de da spist det meste. Der var sang og musik og jeg stod for at tage billeder. Det var meget hyggeligt.
En anden spøjs ting, er når børnene ser DVD. Så vidt jeg har forstået er det mandag formiddag og fredag eftermiddag ca. ½ time hver gang. Det er den samme DVD de ser hver gang, en kareoke DVD med børnesange, og så er der skruet op for fuld skrue. Det er alle klasserne på 2. etage, der er samlet, så der er rigtig mange børn. Lærerinderne bruger meget tid på at få børnene til at sidde stille. Nogle børn vil gerne danse, men det må de ikke. Men det mest mærkelige er, når lærerinderne more sig over, hvordan de kan skræmme børnene til at sætte sig ned ved at kigge ondt på dem, når de giver hinanden massage, eller når de står i baggrunden og snakker så højt at det overdøver den alt igennem trængende musik. Det virker som om børnene ikke rager dem en pind, lige i den halve time. Efter en halv time skynder alle sig tilbage i deres klasse og forsætter dagen.
Nye børn
Når et nyt barn skal starte er indkøring væsentlig kortere end i Danmark. I dag kom der et nyt barn med sine forældre. Forældrene var der i ca. 10 min., hvor de snakkede med en af lærerinderne. Der efter gik de og barnet blev. Han var ked af det, det meste af formiddagen, men det hele var jo også nyt. Han var med til at sove til middag og det hele, og blev hentet omkring kl. 4, en meget lang første dag. Hans forældre har været og snakke med dr. Lan inden selvfølgelig, men jeg har aldrig set dem før, og er ikke sikker på de har set nogle af lærerinderne i klassen før. I Danmark er forældrene i institutionen de første dage, sammen med barnet, og det har som regel korte dage til at starte med. Der er en pædagog der har ”et øje” på det nye barn hele tiden. Det er det jeg har oplevet. Her var der ingen der trøstede det nye barn, når det grad, kun mig. Det var virkelig svært for der var ikke noget der hjælp, men jeg prøvede mit bedste…Så sådan foregår indkøringen i Vietnam:-)
søndag den 24. februar 2008
Weekenden i uge 8
Vi har været i Vietnam i 4 uger nu. Tiden går faktisk ret hurtigt, nu hvor vi er begyndt at arbejde. Jeg må indrømme at de to første uger var lidt lange.
Fredag var jeg ude og spise med Thuy, Carly og Oriell. Carly og Oriell er to frivillige på Sao Mai, de er fra Australien og callifornien.
Vi var i en zoologisk have. Det var så synd for dyrene, de havde slet ikke noget plads. Elefanterne var lænket til et træ og kunne næsten ikke bevæge sig. Vi tror den var blevet sindssyg, for den stod bare og rokkede frem og tilbage og så mærkelig ud. Mange af de andre dyr løb også bare rundt i ring hele tiden, men der var jo heller ikke så meget andet de kunne lave. Menneskerne fodrede dem med alt muligt mærkeligt chips, slikkepinde osv.
Fredag var jeg ude og spise med Thuy, Carly og Oriell. Carly og Oriell er to frivillige på Sao Mai, de er fra Australien og callifornien.
Efter vi havde spist gik vi på funky monkey bar, hvor vi mødes med Rasmus, Tina, Anine, Emil og John Vu. Det var faktisk en rigtig god aften. Jeg endte med at tage en motorbike hjem sammen med Tina. Det var første gang jeg prøvede at køre på sådan en, det var ikke så slemt som forventet, men der var heller ikke noget trafik. Nu har jeg prøvet det og vil gerne gøre det igen.
Lørdag tog vi bussen ind til en lille hyggelig sø, vejret var herligt. Prøv lige engang at se os i sommertøj, det er så skønt. Det kunne jeg sagtens vænne mig til.
Ude på søen kunne man sejle i cykel-svaner, det skulle da prøves. Så lå vi der ude på søen og nød solen.
Man kunne også komme ind i en mærkelig ballon og sejle rundt ude på vandet…. Det har vi ikke prøvet endnu.
Lørdag tog vi bussen ind til en lille hyggelig sø, vejret var herligt. Prøv lige engang at se os i sommertøj, det er så skønt. Det kunne jeg sagtens vænne mig til.
Ude på søen kunne man sejle i cykel-svaner, det skulle da prøves. Så lå vi der ude på søen og nød solen.
Man kunne også komme ind i en mærkelig ballon og sejle rundt ude på vandet…. Det har vi ikke prøvet endnu.
Vi var i en zoologisk have. Det var så synd for dyrene, de havde slet ikke noget plads. Elefanterne var lænket til et træ og kunne næsten ikke bevæge sig. Vi tror den var blevet sindssyg, for den stod bare og rokkede frem og tilbage og så mærkelig ud. Mange af de andre dyr løb også bare rundt i ring hele tiden, men der var jo heller ikke så meget andet de kunne lave. Menneskerne fodrede dem med alt muligt mærkeligt chips, slikkepinde osv.
Om aftenen sad vi på altanen og drak øl og vi havde bestilt pizza. '
Det var så hyggeligt. Vi var til housewarming hos de danske studerende fra ambassaden.
Søndag købte jeg en ny mobil tlf. En samsung, den var meget billig, men har heller ikke kamera eller noget andet moderne på den. Den kan ikke skrive æ, ø, og å, men der er ordbog og menuen er på engelsk. Jeg købte den fordi det er rart at have en til mit vietnamesiske nr og en til mit danske nr. Og fordi jeg har hørt om mange der har fået stjålet sin mobil her nede, og jeg vil absolut ikke ha stjålet min fantastiske sony ericsson, som også næsten er helt ny. Så jeg jeg vil bruge mit vietnamesiske simkort i den nye tlf og lade min sony ericsson ligge her hjemme og tjekke det danske simkort på den en gang i mellem.
torsdag den 21. februar 2008
Varmen kom i dag!!!!
I dag har det været så dejligt vejr her i Hanoi. Solen skinnede og hilmen var blå, det var så skønt og helt anderledes. I hele min pause sad jeg udenfor og solen bagte på min ryg. Det er stadig nødvendigt at have en trøje på, men det går da fremad. Desværre siger de på Sao Mai at det kun varer weekenden over.
Jeg er begyndt at tage bussen til og fra arbejde.... Jeg tog den hjem den anden dag, og det var faktisk ikke så svært som forventet. Jeg var nemlig ikke helt sikker på om den kørte der hen, hvor jeg håbede, men det gjorde den da heldigvis. Min plan var at tage taxa på arbejde og bussen hjem. Jeg havde en aftale med en fast taxachauffør, som kørte mig hver dag. Og da busstoppe-stedet ligger et stykke fra hvor jeg bor, synes jeg det ville være rart at tage taxa om morgenen. Lidt luksus skal der vel være. Men min lille taxachauffør syntes ikke om min plan, han ville kun køre mig begge veje. Det må han da selv om, hvis han ikke vil tjene de penge, og jeg sparer dem jo bare. Så min nye plan var så at tage en motorbike eller bussen om morgene. I morges tog jeg bussen, fordi det var så godt vejr, så ville je gerne gå hele den lange vej til busstoppe-stedet.
Jeg er begyndt at tage bussen til og fra arbejde.... Jeg tog den hjem den anden dag, og det var faktisk ikke så svært som forventet. Jeg var nemlig ikke helt sikker på om den kørte der hen, hvor jeg håbede, men det gjorde den da heldigvis. Min plan var at tage taxa på arbejde og bussen hjem. Jeg havde en aftale med en fast taxachauffør, som kørte mig hver dag. Og da busstoppe-stedet ligger et stykke fra hvor jeg bor, synes jeg det ville være rart at tage taxa om morgenen. Lidt luksus skal der vel være. Men min lille taxachauffør syntes ikke om min plan, han ville kun køre mig begge veje. Det må han da selv om, hvis han ikke vil tjene de penge, og jeg sparer dem jo bare. Så min nye plan var så at tage en motorbike eller bussen om morgene. I morges tog jeg bussen, fordi det var så godt vejr, så ville je gerne gå hele den lange vej til busstoppe-stedet.
Sao Mai Indtil nu.
Nu har jeg været lidt over en uge på Sao Mai og jeg må sige at jeg nogle gange godt kan føle mig lidt tilovers eller i vejen i klassen. Måske er det bare fordi jeg ikke er helt inde i rutinerne endnu, men jeg prøver virkelig.
Det er f.eks når børnene skal have mad. Borde og stole sættes op(som jeg selvfølgelig hjælper med). Så er der en lærerinde, der løber frem og tilbage fra klassen og ud på gangen, hvor hun henter mad til børnene. Der er ris, kød, sovs/suppe, grønsager og mange skåle grød. Hun henter en skål af gangen. En anden lærerinde står i klassen og blander det over i børnenes skåle, mens børnene sidder og venter. Jeg forstår stadig ikke, hvem der skal have hvad, og hvorfor de ikke får det samme. I alt dette mad-virvar, står jeg der og ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre. Jeg prøver bare ikke at stå i vejen. Jeg har sagt til lærerinderne at de skal sige til mig, hvis der er noget jeg skal gøre, fordi det er svært at gætte sig til.
Det samme sker efter frokost. Jeg er færdig med at made ”mit barn” først, fordi jeg ikke vil tvinge det til at spise og derfor stopper når barnet siger fra. En anden lærerinde overtager ”mit barn” og giver ham resten af maden. Så går jeg og gør lidt klar til, at børnene skal sove og skifter de børn, der er færdige med at spise. Så putter jeg dem der er klar, og dem jeg kan huske, hvor skal ligge (de har faste sovepladser). Så er det tid til jeg selv skal spise frokost.
Det var lidt sjovt den anden dag, der spurgte lærerinderne i klassen om jeg var psykolog uddannet. Det troede de jeg var, det er en fornem titel, når man er pædagogstuderende, synes jeg;-) Jeg tror, de har lidt svært ved at finde rundt i alle de frivillige der er på Sao Mai. Jeg har ellers fortalt dem to gange at jeg var pædagogstuderende fra Danmark. Hehe.
I dag var vi inde i motorik rummet. Det er et rum med cykler, balancebræt, rutchebane, et rum med en masse kugler osv. Børnene nød det, det var så skønt.
Hele formiddagen havde vi en af de store drenge på besøg. Han var helt vild med at røre ved mit hår og kilde mig. Inde i motorik rummet kastede vi med en stor gul bold. Han viste mig alle de seje trick han kunne, det var altså rigtig sjovt. Han ville også gerne prøve mit kamera. Først skulle jeg ta et billede af ham, så skulle jeg tage et at os begge og så skulle han tage et af mig. Her er billederne:
Det er f.eks når børnene skal have mad. Borde og stole sættes op(som jeg selvfølgelig hjælper med). Så er der en lærerinde, der løber frem og tilbage fra klassen og ud på gangen, hvor hun henter mad til børnene. Der er ris, kød, sovs/suppe, grønsager og mange skåle grød. Hun henter en skål af gangen. En anden lærerinde står i klassen og blander det over i børnenes skåle, mens børnene sidder og venter. Jeg forstår stadig ikke, hvem der skal have hvad, og hvorfor de ikke får det samme. I alt dette mad-virvar, står jeg der og ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre. Jeg prøver bare ikke at stå i vejen. Jeg har sagt til lærerinderne at de skal sige til mig, hvis der er noget jeg skal gøre, fordi det er svært at gætte sig til.
Det samme sker efter frokost. Jeg er færdig med at made ”mit barn” først, fordi jeg ikke vil tvinge det til at spise og derfor stopper når barnet siger fra. En anden lærerinde overtager ”mit barn” og giver ham resten af maden. Så går jeg og gør lidt klar til, at børnene skal sove og skifter de børn, der er færdige med at spise. Så putter jeg dem der er klar, og dem jeg kan huske, hvor skal ligge (de har faste sovepladser). Så er det tid til jeg selv skal spise frokost.
Det var lidt sjovt den anden dag, der spurgte lærerinderne i klassen om jeg var psykolog uddannet. Det troede de jeg var, det er en fornem titel, når man er pædagogstuderende, synes jeg;-) Jeg tror, de har lidt svært ved at finde rundt i alle de frivillige der er på Sao Mai. Jeg har ellers fortalt dem to gange at jeg var pædagogstuderende fra Danmark. Hehe.
I dag var vi inde i motorik rummet. Det er et rum med cykler, balancebræt, rutchebane, et rum med en masse kugler osv. Børnene nød det, det var så skønt.
Hele formiddagen havde vi en af de store drenge på besøg. Han var helt vild med at røre ved mit hår og kilde mig. Inde i motorik rummet kastede vi med en stor gul bold. Han viste mig alle de seje trick han kunne, det var altså rigtig sjovt. Han ville også gerne prøve mit kamera. Først skulle jeg ta et billede af ham, så skulle jeg tage et at os begge og så skulle han tage et af mig. Her er billederne:
Så jeg må altså konkludere, at det ikke er alt på Sao Mai der er frustrerende. Det er faktisk også rigtig rart at være der. Og jeg er meget glad for min klasse og børnene.
Jeg sad og skrev notater i klassen i dag (og jeg er venstrehåndet), lærerinderne opdagede det med det samme. De sagde at det ikke var godt, at skrive med den forkerte hånd. Så jeg tror måske, ikke man må skrive med venstre hånd her. Jeg forklarede dem at det var okay i Danmark, at det ikke var dårligere at skrive med den ene hånd, frem for den anden. Jeg prøvede at forklare dem, at i gamle dage måtte man ikke skrive med vestre hånd, og de børn der gjorde det fik blyanten i højre hver gang. Jeg er ikke helt sikker på de forstod detJ
Bekymring (ikke lagt på bloggen endnu)
Min bekymring går mest på Di’oe (staves). Hans udvikling er længere tilbage end de andres børns. Han er et tumle barn, som ikke helt har styr på motorikken. Han falder tit og går usikkert. Til gengæld er han rigtig nysgerrig, alt skal prøves og opleves. Han klatre højt op på stole, og han skal røre ved alt. Han putter mange ting i munden og mister hurtigt fokus, hvis der forgår andre ting i rummet. Han bider de andre børn eller river dem, hvis de fx tager hans legetøj.
Di’oe får meget negativ opmærksomhed gennem dagen. Hele tiden er der nogle der retter på ham, fordi han ikke sidder stille, rejser sig fra stolen, river, bider, klatre op på ting, ser/rør de spændende ting børnene ikke må lege/kigge på og alligevel står i børnehøjde. Det skal også tilføjes, at han hver morgen får mange kys og kram. Mange af lærerinderne er helt vild med ham, og kommer ind og siger godmorgen, kysser og krammer. Jeg tror, bare ikke det kan opveje alt den negative kontakt han får i løbet af dagen. Jeg synes, det er vigtigt at tage hensyn til børnenes forskellige udviklingstrin og kunne godt tænke mig at lave noget andet med Di’oe imens de andre børn får undervisning. Jeg har ikke observeret ham så længe, men det jeg har set indtil videre, er en dreng der ikke får så meget ud af undervisningen. Han er ikke opmærksom på, hvad der sker, måske fordi der er så mange børn om et bord og en masse ventetid til hver enkelt barn får opmærksomheden. Jeg ville gerne øve noget motorik med ham, jeg er sikker på at han kan kravle f.eks. Og så kunne jeg godt tænke mig at at lave noget en-til-en øvelser med ham, med legetøj, klodser, billeder osv. For at se om det ville øge han koncentration. Så jeg skal have snakket med lærerinderne om det er okay.
Jeg sad og skrev notater i klassen i dag (og jeg er venstrehåndet), lærerinderne opdagede det med det samme. De sagde at det ikke var godt, at skrive med den forkerte hånd. Så jeg tror måske, ikke man må skrive med venstre hånd her. Jeg forklarede dem at det var okay i Danmark, at det ikke var dårligere at skrive med den ene hånd, frem for den anden. Jeg prøvede at forklare dem, at i gamle dage måtte man ikke skrive med vestre hånd, og de børn der gjorde det fik blyanten i højre hver gang. Jeg er ikke helt sikker på de forstod detJ
Bekymring (ikke lagt på bloggen endnu)
Min bekymring går mest på Di’oe (staves). Hans udvikling er længere tilbage end de andres børns. Han er et tumle barn, som ikke helt har styr på motorikken. Han falder tit og går usikkert. Til gengæld er han rigtig nysgerrig, alt skal prøves og opleves. Han klatre højt op på stole, og han skal røre ved alt. Han putter mange ting i munden og mister hurtigt fokus, hvis der forgår andre ting i rummet. Han bider de andre børn eller river dem, hvis de fx tager hans legetøj.
Di’oe får meget negativ opmærksomhed gennem dagen. Hele tiden er der nogle der retter på ham, fordi han ikke sidder stille, rejser sig fra stolen, river, bider, klatre op på ting, ser/rør de spændende ting børnene ikke må lege/kigge på og alligevel står i børnehøjde. Det skal også tilføjes, at han hver morgen får mange kys og kram. Mange af lærerinderne er helt vild med ham, og kommer ind og siger godmorgen, kysser og krammer. Jeg tror, bare ikke det kan opveje alt den negative kontakt han får i løbet af dagen. Jeg synes, det er vigtigt at tage hensyn til børnenes forskellige udviklingstrin og kunne godt tænke mig at lave noget andet med Di’oe imens de andre børn får undervisning. Jeg har ikke observeret ham så længe, men det jeg har set indtil videre, er en dreng der ikke får så meget ud af undervisningen. Han er ikke opmærksom på, hvad der sker, måske fordi der er så mange børn om et bord og en masse ventetid til hver enkelt barn får opmærksomheden. Jeg ville gerne øve noget motorik med ham, jeg er sikker på at han kan kravle f.eks. Og så kunne jeg godt tænke mig at at lave noget en-til-en øvelser med ham, med legetøj, klodser, billeder osv. For at se om det ville øge han koncentration. Så jeg skal have snakket med lærerinderne om det er okay.
lørdag den 16. februar 2008
Første uge på Sao Mai
Efter at have været på Sao Mai i en uge, synes jeg, at det er rigtig frustrerende ikke at kunne forstå hvad lærerinderne siger. Hende jeg troede, der var ret god til engelsk, er ikke så god alligevel. Hun kan godt fortælle mig, hvad der skal ske, hvis jeg skal hjælpe med noget og sådan lidt, men hvis jeg spørger om noget, kan hun ikke forklare det. Det er virkelig irriterende, for jeg har så mange spørgsmål om, hvorfor de gør som de gør, eller spørgsmål om børnene. Nogle af de ting jeg ikke kan få svar på gennem lærerne, snakker jeg med de andre frivillige om.
Jeg har fundet ud af, hvorfor børnene tisser i en spand. Spanden fungerer selvfølgelig ligesom potten gør i Danmark. Børnene i min klasse er for små til at sidde på toilettet, da de kun har store toiletter. Så kan det bare undre mig at tisse-situationen skal forgå inde på stuen og ikke på toilettet. Måske det kan være for at spare tid, og for ikke at skulle tage hvert enkelt barn med ud på toilettet. Jeg synes, også det er mærkeligt at drengene står op og tisser og ikke sidder på spanden, ligesom drengene i Danmark sidder på potten og først senere lærer at stå op og tisse. Men det fungerer jo meget godt.
Der er struktur over dagen i klassen, og det er de samme punkter, der er hver dag. Børnene kommer mellem 8 og halv 9. De er kommet lidt senere i denne uge fordi det er koldt. Så er der morgensang på stuen. Børnene sidder på en lang rækker og kommer en af gangen op til lærerinden, som synger en sang og styrer barnets arme i sangens fagter. Børnene bliver ikke spurgt om de har lyst. De skal, det er lige meget, hvor højt de græder, det hjælper ikke. Lidt barskt nogle gange.
Bagefter er der lidt undervisning. Børnene sidder rundt om bordet og kan lege med fx lego. Et barn af gangen kommer op til en lærerinde, hvor de lave forskellige ting, øver farver, størrelser, se på biler osv.
Efter middagsluren er det snacks tid. Børnene får kiks eller chips og nogle får grød. Jeg tror, det er noget mælk eller kakaomælk de drikker til. Dette måltid, virker faktisk lidt usundt, men dejlig fedende, hvis det er det man sætter pris på.
Bagefter er der som regel undervisning igen eller en anden form for aktivitet. Til sidst fri leg igen.
Første uge på Sao Mai har været god, og jeg er glad for min klasse. Efter noget tid i min klasse kan jeg godt tænke mig, at prøve at være i nogle andre klasser også, for at se om det er de samme ting de gør der. Det kan vist sagtens lade sig gøre da jeg jo ikke er en del af den faste normering. Jeg har en masse spørgsmål, jeg har fået svar på, og en masse ting der undre mig. Jeg må sige at det er meget anderledes end i Danmark. Det er mere anderledes end jeg havde regnet med.
Jeg har fundet ud af, hvorfor børnene tisser i en spand. Spanden fungerer selvfølgelig ligesom potten gør i Danmark. Børnene i min klasse er for små til at sidde på toilettet, da de kun har store toiletter. Så kan det bare undre mig at tisse-situationen skal forgå inde på stuen og ikke på toilettet. Måske det kan være for at spare tid, og for ikke at skulle tage hvert enkelt barn med ud på toilettet. Jeg synes, også det er mærkeligt at drengene står op og tisser og ikke sidder på spanden, ligesom drengene i Danmark sidder på potten og først senere lærer at stå op og tisse. Men det fungerer jo meget godt.
Der er struktur over dagen i klassen, og det er de samme punkter, der er hver dag. Børnene kommer mellem 8 og halv 9. De er kommet lidt senere i denne uge fordi det er koldt. Så er der morgensang på stuen. Børnene sidder på en lang rækker og kommer en af gangen op til lærerinden, som synger en sang og styrer barnets arme i sangens fagter. Børnene bliver ikke spurgt om de har lyst. De skal, det er lige meget, hvor højt de græder, det hjælper ikke. Lidt barskt nogle gange.
Bagefter er der lidt undervisning. Børnene sidder rundt om bordet og kan lege med fx lego. Et barn af gangen kommer op til en lærerinde, hvor de lave forskellige ting, øver farver, størrelser, se på biler osv.
Her lærer drengen at spise. Koppen er der chips i. Han har været heldig, for nogle gange skal børnene lærer at spise af en skål uden noget i. Ikke særlig motiverende.
Så er der fri leg på gulvet, uden legetøj. Frokost, og så er det tid til at sov. Børnene sover fra halv 12 til 2. Her ligger børnene og sover dejligt. De ligger på gulvet, på et tæppe, har hver deres lille hovedpude og en dejlig tyk dyne over sig.
Efter middagsluren er det snacks tid. Børnene får kiks eller chips og nogle får grød. Jeg tror, det er noget mælk eller kakaomælk de drikker til. Dette måltid, virker faktisk lidt usundt, men dejlig fedende, hvis det er det man sætter pris på.
Bagefter er der som regel undervisning igen eller en anden form for aktivitet. Til sidst fri leg igen.
Kl. ca. 4, bliver legetøjet ryddet op, børnene bliver placeret på hver sin stol op af væggen og så skal de sidde der og vente til deres forældre kommer.
På billedet sidder børnene klar og venter på deres forældre.
Det må være så kedeligt, nogle af dem bliver først hentet halv 5. Hvis børnene prøver, at rejse sig, bliver de sat ned på stolen igen eller råbt af. Jeg synes faktisk det er ret synd for dem. Børn på 2-3 år kan da ikke sidde stille i en halv time, uden der sker noget som helst.
Der er en anden sjov ting, jeg har undret mig over. Forældrene kommer ikke ind på stuen og henter børnene. Ude ved trappen sidder en lærerinde, og når forældrene kommer, skynder hun sig ind på stuen, og fortæller hvilket barn der skal hjem. Lærerinderne, på stuen, skynder sig at give barnet tøj på. Nogle gange er de 3 om at give et barn tøj på, fordi det skal gå så stærkt. Og så følger de barnet ud til forældrene som venter ved trappen.
Der er en anden sjov ting, jeg har undret mig over. Forældrene kommer ikke ind på stuen og henter børnene. Ude ved trappen sidder en lærerinde, og når forældrene kommer, skynder hun sig ind på stuen, og fortæller hvilket barn der skal hjem. Lærerinderne, på stuen, skynder sig at give barnet tøj på. Nogle gange er de 3 om at give et barn tøj på, fordi det skal gå så stærkt. Og så følger de barnet ud til forældrene som venter ved trappen.
Første uge på Sao Mai har været god, og jeg er glad for min klasse. Efter noget tid i min klasse kan jeg godt tænke mig, at prøve at være i nogle andre klasser også, for at se om det er de samme ting de gør der. Det kan vist sagtens lade sig gøre da jeg jo ikke er en del af den faste normering. Jeg har en masse spørgsmål, jeg har fået svar på, og en masse ting der undre mig. Jeg må sige at det er meget anderledes end i Danmark. Det er mere anderledes end jeg havde regnet med.
tirsdag den 12. februar 2008
Første dag i praktik (og tanker dagen før)
D. 11.2
Så er det ved at være tid til at starte praktik. Det er faktisk i morgen. Jeg skal tage taxa frem og tilbage, til at starte med. De andre har fundet ud af at tage en bus ud til børnehaven. I huset har vi fundet et nummer, til en taxachauffør. De andre tidligere studerende har brugt ham, og han skulle kunne engelsk. Jeg har, udskudt at ringe til ham, fordi jeg ikke så godt kan lide sådan noget. Jeg aner i ikke hvem han er, om nummeret er rigtigt, om han stadig køre taxa, om han kan engelsk, og hvilke andre studerende der har brugt ham. Det kunne jo være en meget gammel seddel, der lå her med hans nummer. Først besluttede jeg at ringe søndag, men udskød det så til mandag. I dag var jeg nød til, at ringe til ham. Han virkede rigtig flink, og snakkede godt engelsk. Så nu håber jeg bare han kommer i morgen som aftalt, men mon ikke.
Jeg føler mig lidt alene om praktikken, fordi de 3 tøser jeg bor sammen med skal sammen i børnehaven. Og jeg er bare den eneste der skal på Sao Mai. Thuy skal også på Sao Mai, men vi bor jo ikke sammen, så vi skal ikke følges eller noget. Jeg tror, på den anden side det er meget sundt for mig, at skulle klare nogle ting helt selv. Så er jeg nød til at gøre nogle ting selv, som andre ellers kunne have gjort for mig. Jeg kan bare godt lide, at have nogle at støtte mig op af især i starten. Jeg synes, det ville være rart at have nogle at følges med osv., men jeg er sikker på jeg sagtens selv kan klare det.
D. 12.2
Jeg sov ikke så meget i nat, nervøsiteten var kommet igen. Jeg var ellers blevet rigtig god til ikke at være nervøs i Danmark, men her nede, hvor det alt stadig er utrygt og nyt, kom det altså tilbage. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Så det var meget hårdt at stå op i morges.
Taxaen kom til tiden og jeg var i god tid. Da jeg ankom mødte jeg Thuy. Der var ikke nogen til at tage imod os, og vi viste ikke rigtig, hvor vi skulle gå hen. Vi fandt dr. Lans sekretær, som sagde vi lige skulle vente en halv time, så ville hun komme og vise os ud i vores klasser. Der gik så en hel time.
Jeg kom i en klasse med små børn, efter eget ønske. Jeg tror, helst de ville have at jeg skulle være hos de store, men der sagde jeg fra. Børnene i min klasse er 2-3 år.
Det første jeg så da jeg kom ind på stuen, var en dreng der tissede i en spand. Lærerinden holdte spanden og sagde s-lyden (ssssss). Det var lidt mærkeligt for der er faktisk indgang til et toilet på stuen, men børnene skal altså tisse i en spand. Bleskift sker også på stuen blandt de andre børn, og ikke på toilettet, som i Danmark.
Der var en ny dreng der skulle starte i dag og da lærerinden skulle snakke med forældrene og ”vinke farvel” med drengen, var jeg alene med de 7 andre børn på stuen. Lidt af en opgave når jeg kun havde været der i 10 min., ikke kender børnene, og de slet ikke kender mig. Jeg synes, lærerinden var væk længe, men jeg klarede det fint.
Til frokost fik nogle børn ris med noget sovs, og andre fik grød. Børnene bliver madet og når de ikke kan spise mere, bliver de tvunget. Lærerinden holder hovedet og putter skeen ind i munden på barnet, selvom det græder og ryster på hovedet. Det var meget hårdt at se, synes jeg. Det gør jeg bare ikke.
Børnene drikker ikke almindeligt af en kop. De drikker af en ske som lærerinderne propper ind i munden på dem. Jeg ved faktisk ikke hvorfor, men det skal jeg have undersøgt.
Der er ikke så meget legetøj. Der var mange klodser af træ og nogle plastik ”klodser” ellers var der 2 helikoptere og 6 biler. Men så kan man da bare finde noget andet at lege med, fx. min sko:
Så er det ved at være tid til at starte praktik. Det er faktisk i morgen. Jeg skal tage taxa frem og tilbage, til at starte med. De andre har fundet ud af at tage en bus ud til børnehaven. I huset har vi fundet et nummer, til en taxachauffør. De andre tidligere studerende har brugt ham, og han skulle kunne engelsk. Jeg har, udskudt at ringe til ham, fordi jeg ikke så godt kan lide sådan noget. Jeg aner i ikke hvem han er, om nummeret er rigtigt, om han stadig køre taxa, om han kan engelsk, og hvilke andre studerende der har brugt ham. Det kunne jo være en meget gammel seddel, der lå her med hans nummer. Først besluttede jeg at ringe søndag, men udskød det så til mandag. I dag var jeg nød til, at ringe til ham. Han virkede rigtig flink, og snakkede godt engelsk. Så nu håber jeg bare han kommer i morgen som aftalt, men mon ikke.
Jeg føler mig lidt alene om praktikken, fordi de 3 tøser jeg bor sammen med skal sammen i børnehaven. Og jeg er bare den eneste der skal på Sao Mai. Thuy skal også på Sao Mai, men vi bor jo ikke sammen, så vi skal ikke følges eller noget. Jeg tror, på den anden side det er meget sundt for mig, at skulle klare nogle ting helt selv. Så er jeg nød til at gøre nogle ting selv, som andre ellers kunne have gjort for mig. Jeg kan bare godt lide, at have nogle at støtte mig op af især i starten. Jeg synes, det ville være rart at have nogle at følges med osv., men jeg er sikker på jeg sagtens selv kan klare det.
D. 12.2
Jeg sov ikke så meget i nat, nervøsiteten var kommet igen. Jeg var ellers blevet rigtig god til ikke at være nervøs i Danmark, men her nede, hvor det alt stadig er utrygt og nyt, kom det altså tilbage. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Så det var meget hårdt at stå op i morges.
Taxaen kom til tiden og jeg var i god tid. Da jeg ankom mødte jeg Thuy. Der var ikke nogen til at tage imod os, og vi viste ikke rigtig, hvor vi skulle gå hen. Vi fandt dr. Lans sekretær, som sagde vi lige skulle vente en halv time, så ville hun komme og vise os ud i vores klasser. Der gik så en hel time.
Jeg kom i en klasse med små børn, efter eget ønske. Jeg tror, helst de ville have at jeg skulle være hos de store, men der sagde jeg fra. Børnene i min klasse er 2-3 år.
Det første jeg så da jeg kom ind på stuen, var en dreng der tissede i en spand. Lærerinden holdte spanden og sagde s-lyden (ssssss). Det var lidt mærkeligt for der er faktisk indgang til et toilet på stuen, men børnene skal altså tisse i en spand. Bleskift sker også på stuen blandt de andre børn, og ikke på toilettet, som i Danmark.
Der var en ny dreng der skulle starte i dag og da lærerinden skulle snakke med forældrene og ”vinke farvel” med drengen, var jeg alene med de 7 andre børn på stuen. Lidt af en opgave når jeg kun havde været der i 10 min., ikke kender børnene, og de slet ikke kender mig. Jeg synes, lærerinden var væk længe, men jeg klarede det fint.
Til frokost fik nogle børn ris med noget sovs, og andre fik grød. Børnene bliver madet og når de ikke kan spise mere, bliver de tvunget. Lærerinden holder hovedet og putter skeen ind i munden på barnet, selvom det græder og ryster på hovedet. Det var meget hårdt at se, synes jeg. Det gør jeg bare ikke.
Børnene drikker ikke almindeligt af en kop. De drikker af en ske som lærerinderne propper ind i munden på dem. Jeg ved faktisk ikke hvorfor, men det skal jeg have undersøgt.
Der er ikke så meget legetøj. Der var mange klodser af træ og nogle plastik ”klodser” ellers var der 2 helikoptere og 6 biler. Men så kan man da bare finde noget andet at lege med, fx. min sko:
Det kan måske være fordi det ikke var deres faste lokale vi var i. Klasserne er blevet malet i løbet af nytåret, og i morgen flytter de tilbage til de faste stuer. Nu må jeg se.
Børnene er rigtig søde, og nysgerrig efter at finde ud af hvad jeg er for en. Nogen af dem var, med det samme henne hos mig. De rørte mit ansigt, mine øreringe og kiggede nøje på mig. De sad lynhurtigt på skødet af mig. Andre skulle lige se mig an på afstand, og kom først hen til mig senere på dagen. I starten gik de væk når jeg kom hen for at lege med dem, men de tøede op i løbet af dagen.
Der var en dreng, som græd meget. Lærerinderne sagde, det var fordi han savnede sin mor, men der var ikke rigtig nogen der gjorde noget ved det. Jeg var nød til at tage han på skødet og rokke han lidt frem og tilbage. Jeg kunne ikke lide, at han bare sad der og græd. Så sad vi der og puttede i et stykke tid.
Børnene har, om morgenen, deres vinterjakker på indenfor fordi der er så koldt. Så går de rundt og kan næsten ikke bevæge sig fordi jakkerne er så store. Det ser lidt sjovt, men også meget besværligt ud.
Børnene er rigtig søde, og nysgerrig efter at finde ud af hvad jeg er for en. Nogen af dem var, med det samme henne hos mig. De rørte mit ansigt, mine øreringe og kiggede nøje på mig. De sad lynhurtigt på skødet af mig. Andre skulle lige se mig an på afstand, og kom først hen til mig senere på dagen. I starten gik de væk når jeg kom hen for at lege med dem, men de tøede op i løbet af dagen.
Der var en dreng, som græd meget. Lærerinderne sagde, det var fordi han savnede sin mor, men der var ikke rigtig nogen der gjorde noget ved det. Jeg var nød til at tage han på skødet og rokke han lidt frem og tilbage. Jeg kunne ikke lide, at han bare sad der og græd. Så sad vi der og puttede i et stykke tid.
Børnene har, om morgenen, deres vinterjakker på indenfor fordi der er så koldt. Så går de rundt og kan næsten ikke bevæge sig fordi jakkerne er så store. Det ser lidt sjovt, men også meget besværligt ud.
Her er nogle billeder af nogle af børnene:
Jeg synes, at min første dag har været en god dag. Jeg var helt lettet da jeg skulle hjem, synes tiden er gået stærkt. Jeg har en masse ubesvarede spørgsmål efter jeg har fået tænkt dagen igennem. Der har været mange indtryk som skal bearbejdes. Jeg føler mig helt bombet. Så i nat sover jeg nok rigtig godtJ
For resten kan den ene lærerinde i min klasse slet ikke noget engelsk, den anden kan få ord og enkelte sætninger, den sidste er ret god til engelsk (men jeg er ikke sikker på, hvor meget hun er der. desværre).
Jeg synes, at min første dag har været en god dag. Jeg var helt lettet da jeg skulle hjem, synes tiden er gået stærkt. Jeg har en masse ubesvarede spørgsmål efter jeg har fået tænkt dagen igennem. Der har været mange indtryk som skal bearbejdes. Jeg føler mig helt bombet. Så i nat sover jeg nok rigtig godtJ
For resten kan den ene lærerinde i min klasse slet ikke noget engelsk, den anden kan få ord og enkelte sætninger, den sidste er ret god til engelsk (men jeg er ikke sikker på, hvor meget hun er der. desværre).
torsdag den 7. februar 2008
Nytårs-frokost hos Ha
Vi skulle tage bussen hjem til Ha og hendes familie i dag, hvor vi var inviteret til fest. Vi skulle stå af ved børnehaven, som vi ikke var helt sikre på, hvor var. Heldigvis kom vi af det rigtige sted, og vi var der i rigtig god tid.
Vi havde købt en nytårskurv til familien, med forskellige ting i. De blev meget glade for den og takkede mange gange. Vi hilste på Ha’s onkel og tante, hendes mor, far og lillebror. Onkelen var en meget klog mand, han var lærer på et universitet og meget respekteret i familien. Han havde været i tyskland, hvor hans datter bor. Han fortalte meget på vietnamesisk, som Ha oversatte til engelsk så vi kunne forstå det.
Så var det tid til gaver. Familien gav os lucky-money, en lille fin konvolut med 10.000 dong i. Lucky-money er penge som de giver i anledning af nytåret til nære venner, familie og gæster som kommer hjem til dem. De sagde de så os som nære venner. Vi fik også en lille lucky-mouse figur, som bringer lykke, i hele musens år. Det var meget sødt af dem, godt vi også havde en gave til dem.
Min lucky-mouse, som hænger over min seng og bringer mig lykke.
Vi startede med at drikke the, og spise lidt slik. Og så var der mad, og der var meget af det. Der var blandt andet, forårsruller, kartoffelsuppe, grønsager, kylling på ben, små kødstykker osv. Vi skulle selvfølgelig smage så meget som muligt. Ha’s mor puttede de forskellige ting op i vores skåle. Jeg kunne ikke nå at smage det hele, der var virkelig mange ting, og jeg blev hurtig mæt. Min favorit var kartoffelsuppen, forårsrullerne, grønsagerne og kødstykkerne, det smagte rigtigt godt. Til dessert fik vi nytårskage, det var specielt. Der var kød inde i kagen. Den var lavet af ris (og vist nok nogle andre ting) som var kogt i 12 timer, inde i var der svinekød og bønner. Risene var meget klistrede og underlige at tygge. Det kunne jeg altså ikke lide, men jeg smagte det.
Bagefter maden, fandt Ha’s far guitaren frem og spillede og sang nogle vietnamesiske sange for os. Ha forklarede os hvad de handlede om. De ville gerne have at vi sang, en sang på dansk for dem. Vi sang morgensangen fra seminariet, det var lidt hyggeligt. De ville have at vi skulle synge en til og vi valgte lille Peter edderkop. Den kendte Ha godt, den sang de også i Vietnam. Det var skægt, for vi havde nemlig lige siddet og snakket om at det nok var en sang de havde i alle lande. Mens vi sang var der the og slik igen. Så da vi tog bussen hjem ad var vi meget mættet. Og her vi så med hele familien.
Vi havde købt en nytårskurv til familien, med forskellige ting i. De blev meget glade for den og takkede mange gange. Vi hilste på Ha’s onkel og tante, hendes mor, far og lillebror. Onkelen var en meget klog mand, han var lærer på et universitet og meget respekteret i familien. Han havde været i tyskland, hvor hans datter bor. Han fortalte meget på vietnamesisk, som Ha oversatte til engelsk så vi kunne forstå det.
Så var det tid til gaver. Familien gav os lucky-money, en lille fin konvolut med 10.000 dong i. Lucky-money er penge som de giver i anledning af nytåret til nære venner, familie og gæster som kommer hjem til dem. De sagde de så os som nære venner. Vi fik også en lille lucky-mouse figur, som bringer lykke, i hele musens år. Det var meget sødt af dem, godt vi også havde en gave til dem.
Min lucky-mouse, som hænger over min seng og bringer mig lykke.
Vi startede med at drikke the, og spise lidt slik. Og så var der mad, og der var meget af det. Der var blandt andet, forårsruller, kartoffelsuppe, grønsager, kylling på ben, små kødstykker osv. Vi skulle selvfølgelig smage så meget som muligt. Ha’s mor puttede de forskellige ting op i vores skåle. Jeg kunne ikke nå at smage det hele, der var virkelig mange ting, og jeg blev hurtig mæt. Min favorit var kartoffelsuppen, forårsrullerne, grønsagerne og kødstykkerne, det smagte rigtigt godt. Til dessert fik vi nytårskage, det var specielt. Der var kød inde i kagen. Den var lavet af ris (og vist nok nogle andre ting) som var kogt i 12 timer, inde i var der svinekød og bønner. Risene var meget klistrede og underlige at tygge. Det kunne jeg altså ikke lide, men jeg smagte det.
Bagefter maden, fandt Ha’s far guitaren frem og spillede og sang nogle vietnamesiske sange for os. Ha forklarede os hvad de handlede om. De ville gerne have at vi sang, en sang på dansk for dem. Vi sang morgensangen fra seminariet, det var lidt hyggeligt. De ville have at vi skulle synge en til og vi valgte lille Peter edderkop. Den kendte Ha godt, den sang de også i Vietnam. Det var skægt, for vi havde nemlig lige siddet og snakket om at det nok var en sang de havde i alle lande. Mens vi sang var der the og slik igen. Så da vi tog bussen hjem ad var vi meget mættet. Og her vi så med hele familien.
Nytår d. 7/2
Vi sov rigtig længe, for at være friske om aftenen. Vi havde fået af vide, der skulle være fyrværkeri inde ved søen, ved midnat. Vi skulle der ind i god tid, da der ville være mange mennesker. I Vietnam må befolkningen ikke selv skyde fyrværkeri af, det er kun militærmændene (eller sådan nogen) der må gøre det. Derfor var der er afspærret område, som var meget bevogtet af disse mænd, hvor fyrværkeriet var.
Vi gik ind til søen, for at spise aftensmad. Der var rigtig flot pyntet op, med lyskæder, og grønt spot på træerne, de havde virkelig gjort noget ud af det. Vi fandt en lille cafe, hvor der var plads. Vi spist cheeseburger og pommes-fritter, dejlig nytårsmenu:-) og bananaspilt til dessert.
Vi gik ind til søen, for at spise aftensmad. Der var rigtig flot pyntet op, med lyskæder, og grønt spot på træerne, de havde virkelig gjort noget ud af det. Vi fandt en lille cafe, hvor der var plads. Vi spist cheeseburger og pommes-fritter, dejlig nytårsmenu:-) og bananaspilt til dessert.
Man må sige at der var mange mennesker. Det var næsten ikke til at komme rundt. Vi gik som sild i en tønde, på en lang række og holdte fast i hinanden for ikke at blive væk. Vi fandt et fint sted vi kunne stå og se fyrværkeriet. Bag os stod to mænd med champagne, de bød os et glas. Vi sagde nej tak, men det ville de ikke høre på. Det er jo heller ikke rigtig nytår uden champagne.
Da kl. blev 00.00 startede fyrværkeriet, vi skålede i champagne og nød det flotte fyrværkeri. Fyrværkeriet varede ca. 15. min. Og da det var slut begyndte alle at gå hjem. Så det gjorde vi også. Det var den nytårsaften. På lørdag er vi blevet inviteret il nytårsfest hos en vietnamesisk familie kl. 11.00. Det glæder vi os til, men vi er også lidt nervøse for hvad vi skal have af mad, om den kurv vi har købt til dem er god nok, hvilket tøj mon man skal have på osv.
tirsdag den 5. februar 2008
Museum
Mai, Tina, Mie og jeg var i går på kvindemuseum. Det var desværre kun 1. og 3. etage, der var åben, pga. ombygning. Det kostede 10.000 Dong at komme ind. Vi fik det til 5.000 Dong, da vi er studerende. Det var heldigtJ Vi startede på 1. etage. Det var rigtig spændende. Der var ting og billeder fra krigen. Der var også breve som, var skrevet hjem til forældrene og breve fra mændene til deres koner, under krigen. Det var ret så sørgeligt at læse.
På 3. etage blev vi en smule skuffede. Der hæng en masse plakater med en masse tekst til, og på gulvet lå en kæmpemæssig hundelort. Ad, hvor var det ulækkert. Så vi brugte ikke meget tid der.
I dag har Mie og jeg været på Ho Chi Minh-mausoleet. Det er der man kan se Ho Chi Minh ligge, lige så fin, i sin kiste. Det var meget sjovt, for man på ikke stoppe op der inde og kigge. Man skal blive ved med at gå. Og man må ikke have kamera og tlf. med derind. Mig og Mie havde meget sjov og besvær med at glemme vores kamera, fordi vi ikke ville lade det ligge nogen steder, i frygt for aldrig at se det igen. Vi gemte det først i lommen, så inde på maven og til sidst i tasken. Men det gik der var ingen der tog det fra os.
Bagefter så vi der, hvor Ho Chi Minh har boet, hans biler, præsidentpaladset osv. Der var meget smukt og her var det tilladt at tage billeder.
Til sidst var vi inde på museet, det var meget spændende, noget af det.
Så var vi lige i vand-dukke-teater om eftermiddagen. En meget speciel oplevelse. Dukkerne var rigtig flotte, men jeg synes ikke musikken var så god. Lige foran mig sad en høj mand, så det var lidt svært at se. Det var lidt ærgerligt. Der var både menneske-, fiske-, drage-, og fugledukker i alle mulige farver og størrelser. De kunne lave alle mulige bevægelser. Det er noget som skal opleves.
Man må sige vi får oplevet en masse ting i Hanoi i de her dage. Det er faktisk lidt rart.
Så fik jeg nyt tlf. nr. i dag. Det gamle ville ikke fungere, dem i Danmark kunne ikke ringe op til mig. Det synes jeg var lidt irriterende. Damerne i telefonbutikken kunne ikke fortælle mig hvorfor, så måtte jeg købe et nyt simkort, så nu fungere det bare. Mit nye nr. er: (+84)01228 355 834.
På 3. etage blev vi en smule skuffede. Der hæng en masse plakater med en masse tekst til, og på gulvet lå en kæmpemæssig hundelort. Ad, hvor var det ulækkert. Så vi brugte ikke meget tid der.
I dag har Mie og jeg været på Ho Chi Minh-mausoleet. Det er der man kan se Ho Chi Minh ligge, lige så fin, i sin kiste. Det var meget sjovt, for man på ikke stoppe op der inde og kigge. Man skal blive ved med at gå. Og man må ikke have kamera og tlf. med derind. Mig og Mie havde meget sjov og besvær med at glemme vores kamera, fordi vi ikke ville lade det ligge nogen steder, i frygt for aldrig at se det igen. Vi gemte det først i lommen, så inde på maven og til sidst i tasken. Men det gik der var ingen der tog det fra os.
Bagefter så vi der, hvor Ho Chi Minh har boet, hans biler, præsidentpaladset osv. Der var meget smukt og her var det tilladt at tage billeder.
Til sidst var vi inde på museet, det var meget spændende, noget af det.
Så var vi lige i vand-dukke-teater om eftermiddagen. En meget speciel oplevelse. Dukkerne var rigtig flotte, men jeg synes ikke musikken var så god. Lige foran mig sad en høj mand, så det var lidt svært at se. Det var lidt ærgerligt. Der var både menneske-, fiske-, drage-, og fugledukker i alle mulige farver og størrelser. De kunne lave alle mulige bevægelser. Det er noget som skal opleves.
Man må sige vi får oplevet en masse ting i Hanoi i de her dage. Det er faktisk lidt rart.
Så fik jeg nyt tlf. nr. i dag. Det gamle ville ikke fungere, dem i Danmark kunne ikke ringe op til mig. Det synes jeg var lidt irriterende. Damerne i telefonbutikken kunne ikke fortælle mig hvorfor, så måtte jeg købe et nyt simkort, så nu fungere det bare. Mit nye nr. er: (+84)01228 355 834.
søndag den 3. februar 2008
På tur i Hanoi
I dag blev vi inviteret på tur i Hanoi med to piger fra børnehaven. Vi skulle mødes foran litteraturtemplet kl. 8.00. Det er det tidligste vi har været oppe endnu, så det var lidt hårdt at komme op. De viste os rundt i litteraturtemplet, og fortalte os om det. Det var rart at få lidt historie også. Vi fik helt sikkert meget mere ud af det, end hvis vi havde været der alene. Litteraturtemplet er Vietnams første universitet, hvor de dygtigste unge mænd studerede. Hver 3. år blev der afholdt eksamener.
I den ene gård står der en masse skildpadder. Det siges at det giver lykke til eksamener, hvis man aer en på hovedet. Derfor kommer mange vietnamesere til litteraturtemplet inden deres eksamener.
I den bagerste gård står en statue af Konfucius, som var en meget klog lærer. Ved siden af ham står hans 4 bedste studerende.
Efter vi havde været i litteraturtemplet, tog vi en taxa ind til Hoan Kiem søen. Pigerne viste os Ngoc Son-templet. Jeg tror, det er her vietnameserne kommer for at bede. Det var flot, og flot udsigt til søen. Der var en kæmpe skildpadde der inde, som menes at have levet i søen en gang. Vi kunne se ud til skildpaddetårnet, som også ligger ude i søen. Hvis man ser en skildpadde i søen giver det held.
Til frokost var vi inde på en restaurant, og spise nudelsuppe. Da pigerne havde betalt indgang for os alle, og taxaen ind til byen, synes vi at vi ville betale frokosten. Det kunne vi ikke få lov til, for når det var dem der havde inviteret, var det også dem der skulle betale. Det var ikke rart, for det er vi ikke vant til hjemme fra. Der deler man oftest eller betale for sig selv. Men det ville de altså ikke have.
Efterfølgende tog vi en taxa (som de betalte) ud til et marked, hvor de igen betalte for vores indgang. Det var et stort center, med en masse butikker. Det var i anledning i af nytåret, at markedet var der. Det var en rigtig god dag, og pigerne var rigtig søde. Den ene var rigtig god til engelsk. Den anden var svært at forstå, men det gik. Vi blev inviteret til nytår hos den ene og hendes familie. Vi regnede ellers bare med, at vi skulle være i huset eller ned til søen, så det var da dejligt at blive inviteret hjem til hende. Det så spændende at se hvordan de holder nytår. Der er noget med, at de giver hinanden penge til nytår i små kuverter. På restauranten fik vi sådan nogle små kuverter, og jeg tror nok vi putter nogle penge i og giver pigen og hendes familie.
I den ene gård står der en masse skildpadder. Det siges at det giver lykke til eksamener, hvis man aer en på hovedet. Derfor kommer mange vietnamesere til litteraturtemplet inden deres eksamener.
I den bagerste gård står en statue af Konfucius, som var en meget klog lærer. Ved siden af ham står hans 4 bedste studerende.
Efter vi havde været i litteraturtemplet, tog vi en taxa ind til Hoan Kiem søen. Pigerne viste os Ngoc Son-templet. Jeg tror, det er her vietnameserne kommer for at bede. Det var flot, og flot udsigt til søen. Der var en kæmpe skildpadde der inde, som menes at have levet i søen en gang. Vi kunne se ud til skildpaddetårnet, som også ligger ude i søen. Hvis man ser en skildpadde i søen giver det held.
Til frokost var vi inde på en restaurant, og spise nudelsuppe. Da pigerne havde betalt indgang for os alle, og taxaen ind til byen, synes vi at vi ville betale frokosten. Det kunne vi ikke få lov til, for når det var dem der havde inviteret, var det også dem der skulle betale. Det var ikke rart, for det er vi ikke vant til hjemme fra. Der deler man oftest eller betale for sig selv. Men det ville de altså ikke have.
Efterfølgende tog vi en taxa (som de betalte) ud til et marked, hvor de igen betalte for vores indgang. Det var et stort center, med en masse butikker. Det var i anledning i af nytåret, at markedet var der. Det var en rigtig god dag, og pigerne var rigtig søde. Den ene var rigtig god til engelsk. Den anden var svært at forstå, men det gik. Vi blev inviteret til nytår hos den ene og hendes familie. Vi regnede ellers bare med, at vi skulle være i huset eller ned til søen, så det var da dejligt at blive inviteret hjem til hende. Det så spændende at se hvordan de holder nytår. Der er noget med, at de giver hinanden penge til nytår i små kuverter. På restauranten fik vi sådan nogle små kuverter, og jeg tror nok vi putter nogle penge i og giver pigen og hendes familie.
fredag den 1. februar 2008
Trafik-kaos
Her er et par film, der kan give jer en fornemmelse af hvordan trafikken er. Det er helt vildt. Ikke engang på fortorvet kan man føle sig sikker. Prøv selv at se.
Abonner på:
Opslag (Atom)