Første gang på Sao Mai

Sao Mai Center er den institution, jeg skal arbejde på. Det er en institution for handicappede børn, som autister og børn med down syndrom.

I dag havde mig og Thuy aftalt et møde med dr. Lan kl. 14.00. Vi tog en taxa der ud, men chaufføren kunne ikke finde det. Han satte os af i området, og så måtte vi gå rundt og lede. Vi spurgte nogle forskellige mennesker, og de prøvede at hjælpe os. Til sidste mødte vi en sød pige, som fulgte os hele vejen.
Først fik vi the, som vi drak sammen med dr. Lan og John Vu. John Vu er en dansk vietnamesisk mand, som er i gang med et projekt på Sao Mai. Vi snakkede med dr. Lane om institutionen, uniformer og om nytår, som er den 7. februar. Nytåret er ret stort her nede, og derfor holder de fleste steder lukket i dagene før og efter nytår. Sao Mai holder lukket fra d. 4 til den 11, og derfor skal vi først starte på institutionen d. 12. februar.
Vi får lyserøde uniformer, som vi skal have på, på arbejde. Efter nytår skal vi have taget mål, så de kan sy dem til osJ
Da Thuy kan vietnamesisk foregik det meste af samtalen på vietnamesisk. Det var lidt ærgerligt, fordi jeg så ikke kunne være med. Jeg prøvede flere gange at spørge på engelsk, i håb om at få et svar på engelsk, men for det meste svarede dr. Lan på vietnamesisk til Thuy som måtte oversætte til mig. Måske er det fordi, de er usikre i deres engelsk, at de slår over i vietnamesisk. Det gjorde bare at jeg ikke var så meget med i samtalen, hvilket jeg synes var ærgerligt.

Bagefter fik vi en rundvisning på centret. Det var dr. Lans sekretær, der viste os rundt, og hun snakkede engelsk. Det var rigtig rart.
Vi var inde i alle klasserne og se hvad det skete. Der var kun halvt så mange børn som der plejede at være pga. nytår. Vi startede med de mindste børn, som er 1,5 til 6 år. I alle klasserne sad børnene på gulvet eller ved et bord og legede med klodser og andet lego-lignende legetøj. Vi fik af vide, at børnene rigtig skulle have haft ”undervisning/time” nu, men fordi mange børn holdte fri så dagene lidt anderledes ud end de plejede.
Børnene var helt vildt søde. Jeg fik en lille veninde. Hun var to år, tror jeg. Ligeså snart jeg satte mig på gulvet, kom hun over og studerede mig. Hun var meget nysgerrig og stod næsten på skødet af mig. Hun var bare så dejlig, hun krammede mig og stod ovre hos mig alt imens vi var der.
Bagefter gik vi ovenpå, hvor de større børn er. De er vist nok 7 til 16 år. Jeg synes, det var lidt voldsomt. Nogen af dem var jo større end mig. Der var en der rev mig i håret, og blev ved med at holde fast i det, det var ikke så sjovt. Der var også nogen der skubbede til Thuy.
Jeg vil allerhelst arbejde med de mindste børn, og det satser jeg på at få lov til, for det virkede på dr. Lan som om vi selv kunne bestemme.

Jeg var rigtig nervøs, inden vi kom ind til institutionen. Jeg var spændt på, at møde dr. Lan og børnene og se, hvad det var for et sted jeg skal være, det næste halve år. De tog rigtig godt imod os, det var rart at være der, og de var alle sammen meget søde og glade. Jeg synes, det er dejligt at have set stedet. Det giver mig lidt mere ro, at jeg ved hvordan der ser ud, og har hils på personalet og nogle af børnene. Jeg glæder mig rigtig meget til at starte der.